Et lig findes i et springvand midt inde i København en tidlig morgen. Der er umiddelbart ingen spor at gå efter og dødsårsagen er meget atypisk. Den dræbte er forblødt, og det er sket ved hjælp af små kirurgiske snit i lysken og på håndleddene. Politiassistent Jepper Kørner leder efterforskningen, men han må undvære sin faste makker Anette Werner, der er på barsel.

I de kommende dage findes yderligere to lig med præcis samme dødsårsag, og de formoder derfor, at de har at gøre med den samme gerningsmand og leder efter sammenhængen mellem de dræbte.

Anette Werner trives ikke på barsel og kan ikke lade være med at blande sig i efterforskningen. Men det er selvfølgelig ikke helt ufarligt.

Glasvinge er tredje selvstændige bind i krimiserien om Kørner og Werner, og den gled nemt ned. Der er en rytme og et tempo i bogen, som bare appellerer til, at man læser videre. Jeg kunne dog bedre lide de to første, Krokodillevogteren og Blodmåne, og her er hvorfor: For det første synes jeg, at tilfældighederne i denne her bog er for mange. Der er ingen tvivl om, at Katrine Engberg er super dygtig til at spinde relationerne sammen på en klog og uforudsigelig måde, men jeg synes, det kammer en anelse over, når det første lig tilfældigvis var sosu-assistent på Anette Werners fødestue, når efterforskningslederens private ven Esther, som også er med i de tidligere bøger, ser en psykiater, som også er indblandet i efterforskningen, og når Esthers sambo Gregers bliver indlagt og passet af en sygeplejerske, der også har relation til efterforskningen og lignende.

For det andet så opklares sagen ved en pludselig indskydelse hos Kørner. “Vend bilen” – og vupti, så er gerningsmanden afsløret. Ærgerligt efter en interessant og god beskrivelse af efterforskningsarbejdet.

Og for det tredje er der noget omkring stilen i dette tredje bind, som jeg synes er uelegant. Fx “hendes nakke var stiv om en bryllupspik” og “Fy for satan den flæskesteg var sej! Som at gnave i Birthe Rønn Hornbechs skamlæber” for ikke at nævne de sangtekster, der løbende findes i politiassistentens hoved og som vi skal involveres i.

Glasvinge har fået stor ros hos læserne generelt, men jeg er ikke helt så overbevist denne gang. Katrine Engberg er helt sikkert en dygtig krimiforfatter, men jeg ved ikke, om tiden måske bare er løbet fra mig og Kørner og Werner?

Se hvad du synes.

Katrine Engberg, Glasvinge, People’s Press, februar 2018, 354 sider.