Man tager en udødelig kannibal, en forladt børsmægler og en verdensfjern og hæmmet religionshistoriker. Så tilsætter man lidt asatro, lidt kristendom og en pilgrimsvandring til domkirken Nidaros i Trondhjem. Et heavy metal band, talende fugle og et par svampetrip, og så har man den overraskende og fængende roman Lucie.

For 1000 år siden steg Lucie op af en norsk fjord uden at kende sin fortid. Igennem århundrederne har hun måttet fylde sin sjælløse tomhed med råt menneskekød, for evigt fordømt. I hendes årer flyder kun vand, og hun er ude af stand til at knytte sig til et menneske eller finde en mening med hendes ensomme tilværelse.

Da hun ryger opium med den søgende eks-børsmægler Casper med den sære fornemmelse for fremtid, kommer hun i rusen i kontakt med en åndelig verden. Snart er de to og Caspers ven, den lidt specielle og ornitologisk interesserede Martin på vej på pilgrimsfærd til Trondhjem, hvor de skal finde sandheden om Lucies herkomst og et mystisk nyopdukket manuskript om drabet på den norske kong Olav den Hellige. Det drab fandt sted i 1031, i skismaet mellem troen på de gamle nordiske guder og den i Norge nye kristendom – og meget tæt på det sted, Lucie steg op af vandet.

På vejen derop sker mærkværdige ting for de tre følgesvende. De gamle nordiske guder og deres mytiske venner har en særlig interesse i deres færd, og det samme har deres modpart igennem mere end 1000 år, de kristne engle. Fortidens kamp mellem guderne er ikke forbi, og det hele samler sig til et stort opgør mellem vand og ild, fugle og engle, godt og ondt. Men undervejs fornægter Lucies natur sig ikke: hun er en iskold dræber, og det er ikke så let at holde nede…

Lucie er en speciel person, og et interessant valg af fortæller. Hun er plaget, men samtidig en usympatisk dræber. Uden moral og empati -men alligevel menneskelig i sin jagt på mening med hendes specielle tilværelse og ikke mindst i sit forsøg på at lære sit ophav at kende. Lucie er i sin umenneskelighed svær at komme ind på, men hendes to kompagnoner er to meget menneskelige modspil, der med deres tvivl, fejl og idiosynkrasier spiller godt op mod og komplementerer Lucies isdronninge-natur. Især Martin med det særlige forhold til fugle er et interessant bekendtskab som faktisk er lidt svær at slippe.

Lucie er som roman ikke så let at sætte i bås. Den mikser mange forskellige elementer fra mange forskellige mytologier. Den er svært at placere rent litterært: Det er ikke fantasy, og ikke en thriller eller et traditionelt gys. Det er heller ikke magisk realisme, men måske snarere en helt ny genre: mytologisk realisme. Det er en udfordrende, velfortalt og meget original roman, der fortjener et stort publikum.

Anne-Marie Vedsø Olesen: Lucie. Politikens forlag, 352 sider. Udkommer 9. februar 2018.