Ruth er erfaren barselssygeplejerske. Hun sætter en stor ære i at hjælpe nyfødte børn og nybagte forældre på den bedst tænkelige måde. Alligevel står hun en dag anklaget for mordet på en nyfødt dreng. I følge forældrene tog hun livet af deres dreng. I følge Ruth er drengens forældre racister, og de beskylder hende for drengens død, fordi hun er sort.

Kennedy, der er offentlig forsvarer, tager sagen. Men Ruth er ikke udelukkende taknemmelig, ej heller nem at arbejde sammen med. Kennedy mener ikke, at de skal spille racismekortet i retten. Men for Ruth er der større ting på spil.

Det er en forudsigelig, amerikansk retssagsbog, men samtidig en, som sådan noget altid er, gribende og ufattelig historie om racediskrimination. Den slags diskrimination, der er så svær at forstå. For hvordan kan man hade nogen udelukkende på baggrund af deres hudfarve?

Men den handler ikke kun om den voldsomme og synlige racisme, vi ser i White Pride foreninger og lignende. Den handler også i høj grad om det, forfatteren kalder “hverdagsracisme”, hvilket dækker over den mindre synlige, ofte ubevidste racisme, begået af alle os, der tror og siger, at hudfarve er noget, vi ikke lægger mærke til eller tillægger betydning. Og det er forskellen på denne bog og andre af samme type. Er vi alle lidt hverdagsracister, fordi vi ganske enkelt ikke kan forstå, hvad det vil sige at være sort og hvilke forhindringer, sorte møder? Negligerer vi deres historie? Læs og spørg dig selv om det undervejs.

Helt klart en bog for fans af Niceville og Dræb ikke en sangfugl, som forlaget også skriver.

Den er til den lange side, men snyd ikke dig selv for slutningen.

Jodi Picoult, Det store i det små, Cicero, januar 2018, 468 sider.