Vi befinder os i USA i 1960’erne. Martin Luther King marcherer i Washington og Præsident Kennedy bliver skudt. Racekrigen hærger og den nye racelov, der forbyder adskillelsen mellem sorte og hvide er netop trådt i kraft til stor fortrydelse for størstedelen af det hvide samfund i Jackson, Mississippi. På nær en inspireret ung kvinde, hvis hudfarve tilfældigvis er hvid, som brænder efter at fortælle en vigtig historie om livet som sort tjenestepige i hvide familier. Interessen og sympatien stammer fra kærligheden til hendes egen elskede sorte barnepige, Constantine, som på mærkelig vis var forsvundet, da hun kom hjem fra universitetet. Scenen er sat til en meget vigtig periode i verdenshistorien, hvor mange menneskers livsvilkår langsomt ændredes til det bedre, men ikke uden en lang, sej kamp fyldt med blod og tårer.

Vi møder de sorte tjenestepiger og deres hvide ”familier” på godt og på ondt. Vi hører om, hvordan sorte tjenestepiger nogle steder får deres eget toilet, fordi de hvide familier ikke vil risikere at blive smittet med de sygdomme, som sorte mennesker jo spreder. Vi hører om, hvordan de beskyldes for at stjæle og snyde, for derefter at blive sortlistet i samfundet og aldrig få arbejde igen på trods af deres uskyld. Men vi hører også om, hvordan disse tjenestepiger elsker de hvide børn, de passer som deres egne og hvordan de hvide fruer i familierne betragter deres tjenestepiger som en del af familien og en uundværlig del af deres liv.

Det at bogen får lige dele positive og negative aspekter af de sorte tjenestepigers liv i USA i 60’erne med styrker i den grad bogens troværdighed. Og det er fantastisk at læse, hvordan sorte tjenestepiger vælger at sætte deres lid til en hvid kvinde, der ønsker at fortælle deres historie, på trods af de løber en kæmpe risiko på deres egne og deres familiers vegne. Ku Klux Klan hærger, de er vidner til naboer, der likvideres på åben gade og alligevel vælger de at løbe risikoen for at få fortalt deres historier og muligvis ændre tingenes tilstand. Hvilket det måske også har været medvirkende til.

Jeg læser og skammer mig frygteligt over hvordan mennesker kan være så ignorante og umenneskelige og jeg glædes over det ukuelige livsmod og den livsvilje, der udvises fra disse tapre, sorte menneskers side. Modigt, fantastisk, inspirerende! Det bliver helt klart gaveidé nr.1 i hele 2011. Jeg skal forære denne bog væk indtil jeg ikke kender flere, der ikke har læst den. Læs, læs, læs!

Kathryn Stockett, Niceville, Cicero, 2010, oversat fra amerikansk af Marie Kopp, 408 sider.