Sanger og sangskriver Lise Dres er udkommet med en digtsamling om det første år efter hendes yngste datter Ida kom til verden. Ida blev født den 14. december 2014 og stoppede med at trække vejret 10 minutter efter. Digtene er skrevet i løbet af det første år, hvor Ida svævede mellem liv og død i flere uger, og hvor lægerne fandt ud af, at hun havde en medfødt sjælden og alvorlig kromosomfejl.

Det er som læser en følelsesmæssig rutsjetur at læse Det første år. Det er en umådelig smuk oplevelse at blive lukket ind i Lise Dres’ verden. At få lov til at mærke angsten, sorgen og taknemmeligheden gennem hendes smukke ord og tanker. Det er lidt som at læse en dagbog i smug, også selvom vi har fået lov.

Jeg kan ikke undgå at sammenligne Lise Dres’ digtform med Tove Ditlevsen. Hun skriver også selv, at hun har været inspireret af Tove Ditlevsen, siden hun som 14-årig fik foræret Pigesind og Kvindesind. Og gudskelov for det! Jeg er fuldkommen vild med Lise Dres’ måde at skrive på. Fra de smukke digte om kærlighed og angst til de korte om lort, der faktisk fik mig til at trække på smilebåndet, selvom jeg havde det som om mit hjerte var ved at briste, af den sorg hun følte.

Det første år er ikke kun en digtsamling til dig, der har oplevet at miste et barn eller været tæt på. Hendes følelser omkring hendes ældste datter, og det afsavn datteren føler, da mor skal tage sig af lillesøster. Hvordan kan man dele sin kærlighed mellem to? Det er en meget smuk digtsamling, og jeg håber Lise Dres fortsætter med at skrive poesi.

Lise Dres: Det første år, Digte, Forlaget Ordlyd, 130 sider, december 2017