Birgit Alm: Om et par år
Om et par år er alting anderledes. Om et par år har mit liv ændret sig. Om et par år kan jeg selv betale for min søns skolegang. Om et par år….
Norske Birgit Alm har skrevet en glimrende roman om økonomisk fattigdom i Oslo. En roman, der lige så vel kunne tage sin handling her i landet. Hun fortæller historien om Elinor, der er enlig mor og universitetsstuderende. Forfatteren har selv levet som fattig studerende og er alenemor til et barn. Hvor meget Elinor bygger på forfatterens egne oplevelser vides ikke, men fortællingen er skrevet med sympati og indlevelse.
Romanen er et vigtigt bidrag til den vedvarende danske debat og diskussion om økonomisk fattigdom. Forfatteren giver i små korte glimt eksempler på, hvad fattigdom har af konsekvens for mennesker. Som når Elinor går på cafe med veninderne og nøjes med at bestille drikkevarer, da et måltid på cafe kræver flere dages madbudget. Og vælger at lyve overfor veninderne, siger, at hun har spist hjemmefra fordi hun var så sulten.
Om et par år er en fintfølende skrildring af skammen over ikke at kunne tilbyde sit barn en rejse i sommerferien, over at skulle vælge mellem at købe gummistøvler eller efterårssko til skolebarnet, og skammen over at bo i en billig, slidt og sølle bolig.
Det er også skildringen af at være alene med sin fattigdom, den fattigdom hun gør alt for at skjule. Helt modsat den tiggende sigøjner, der står på gaden om hvem hun tænker:”Det er ikke som hun tror, at alle her i landet lever i overflod og har penge at forære bort. Selv slipper hun for at skjule at hun er fattig, fattigdommen er trods alt hendes levebrød, mens vi andre gør alt hvad vi kan for at ingen skal opdage noget.”
Om et par år er også en fortælling om en ung mor, der ikke giver op, ikke klynker, og hvis fokus er på den næste dag ud fra tanken om, at en forandring er mulig til trods for at hun føler sig alene og anderledes på studiet. Det er på samme tid deprimerende og opløftende. Deprimerende fordi fattigdom ikke er godt for nogen. Og opløftende fordi Elinor ikke bare giver op.
Læs den! De fleste af os vil blive lidt klogere af det og få et mere nuanceret billede på, hvad fattigdom gør ved os som mennesker.
Birgit Alm, Om et par år, Tiderne Skifter, November 2017, 228 sider, Oversat fra norsk af Ninna Brenøe.