Nina Allan: Sølvvinden
Efter at have læst ”Sølvvinden” er jeg blevet lidt fan af Nina Allan. Hendes forfatterskab byder på i omegnen af 50 noveller eller flere, og hun er kendt som en horrorforfatter, men hun har i vel lige så høj grad et tilhørsforhold i science fiction-genren. Denne samling historier hører i hvert fald til i science fiction-afdelingen og ikke i horrorafsnittet.
Noget, som kan synes at være et gennemgående træk, er, at historierne i novellesamlingen har dét til fælles, at de ikke beretter om de egentlige, store begivenheder, som vi bliver fortalt, har foregået. I stedet følger vi enkeltpersoner, de almindelige individer, som er blevet inddraget mere eller mindre direkte i hændelserne, i bivirkningerne og efterdønninger fra de store hændelser.
Og det fortæller bestemt noget om forfatteren og hendes mentalitet, at hun vælger at fokusere på det, eller dem, som bliver glemt og negligeret. Nina Allan fortæller, med andre ord, om alle de skæbner, der bliver påvirket, når et menneske træffer et stort valg. Et valg, som ofte har en irreversibel betydning for de nære relationer og for sig selv.
Det er faktisk lidt interessant med den måde, hvorpå Nina Allan kombinerer det fremmede med det kendte. Hun fortæller om nye versioner af vores verden, men det er aldrig mere end et par skridt hen ad den teknologiske hovedvej, hvor alle har så travlt med at nå i mål. Der er hele tiden modsætninger. Nær og fjern. Natur og teknologi. Det fremmede og det velkendte.
Som når Nina Allan bruger en såkaldt egefrostmåler som et billede i novellen Angelus. ”Jeg kunne aldrig blive enig med mig selv om dens engelske navn [spring usher] skyldtes at dens stilfærdighed gav den en lighed med en kirketjener eller en ansat i et begravelsesfirma, eller om navnet henviste til at den dukkede op i begyndelsen af årstiden, men jeg elskede navnet alligevel, sammensætningen af et ord der mest var lys med et der antydede mørke.”
Og det er netop, hvad bogens force er. At det hele på en gang er kendt og fremmed, det er både det ene og det andet, og samtidigt hverken-eller. Modsætningerne er tydelige, dog har de det med at flette sig sammen til en højere, global helhed.
Apropos helhed er der flere af novellerne, der hører sammen. De fungerer glimrende for sig selv, men når man læser dem sammenhængende, begynder man at bemærke sammenfald i navne og begivenheder, som er mere end tilfældigheder.
Og så slipper vi ikke for et eller flere dystopiske scenarier, advarsler nærmest. Masseødelæggelsesvåben er igen dukket op i vores tid som en mere realistisk trussel i vores hverdag, og det ser vi også her med en historie, der foregår i en by i en alternativ verden, hvor atombomben har ramt. Klimaforandringer og avanceret teknologi, som vi ikke helt forstår konsekvenser af, står måske endnu klarere som tematik og som en årsag til jordens undergang.
Fornyelsen af teknologi er uundgåelig. Vi vil altid stræbe efter mere og bedre. Det kan være godt … og det kan være dårligt.
”Sølvvinden” er ikke den type science fiction, hvor vi bliver blæst omkuld af fremmede verdner, der næsten ikke er til at forestille sig. Det, som foregår i bogen, er meget mere relaterbart, og det virker som en realistisk fremtid i mange henseender. Om ikke andet virker disse varianter af vores verden som en mulig variant af vores fremtid.
Nina Allan: Sølvvinden, 2017, Science Fiction Cirklen, 243 sider.