Beckford i det nordlige England er en tilsyneladende søvndyssende lille provinsby. Men tæt på byen løber floden, der gennem tiden har trukket adskillige kvinder ned i sit dyb til druknedøden. Stedet, hvor floden løber forbi en høj klippe, har ligefrem fået tilnavnet Druknedybet. For mange år siden druknede den første kvinde her. Hun blev bagbundet og kastet i vandet for at finde ud af, om hun var en heks. Hvis hun flød oven på, ja så var hun ikke en heks. Som adskillige efter hende sank hun til bunds.

Druknedybet har tilsyneladende en næsten magisk tiltrækningskraft på kvinder med selvmordstanker, og da Nel Abbot findes druknet er det da også netop selvmord, der virker som den logiske forklaring. Nel var nærmest besat af Druknedybet. Hendes store projekt var at dokumentere og bære vidnesbyrd om de mange kvinder, der gennem tiden har lidt druknedøden. Der er selvmord, men der er også en tendens til, at særligt oprørske og besværlige kvinder har mødt deres død i dybet. Hjulpet på vej af hvem? Mænd ramt af jalousi? Mænd, der følte sig truet?

Nels teenagedatter, Lena, lander efter moderens død, hos hendes søster Jules. Nel og Jules har ikke været på talefod i adskillige år, og det går ikke stille for sig, når Jules og Lena forsøger at klinke skårene. Oven i det hele er Lenas veninde Katie endt på bunden af floden for nogle måneder siden, tilsyneladende som resultat af tung depression. Men er der tale som selvmord, eller har begge kvinder ”fået hjælp” som flere af deres druknede forgængere? Det afdækkes, som fortællingen skrider frem. Det gør den i en kompliceret struktur, hvor der hyppigt skiftes fortæller mellem Jules, Lena, skolelederen Helen, Katies mor, Louise, to ansatte ved politiet og et par stykker mere.

Det er ikke nemt at holde tungen lige i munden og holde rede på, hvem der er hvem med de mange skift. Ydermere udvikler handlingen sig i et dræbende langsomt tempo med en næsten uendelig række af spekulationer om motiver og handlinger hos de mange fortællere. Det dræber desværre historien, og Paula Hawkins lever ikke op til de forventninger, man kan have efter hendes succes ”Kvinden i toget”.

Paula Hawkins, Det dybe vand, Gyldendal, 440 sider, Oversættelse Agnete Dorph Stjernfelt, August 2017.