Nogle gange kommer der bøger, som er sensationer på bogmarkedet. De bliver rost, revet væk og filmproducenterne står i kø for at få eneret på filmatiseringen. Sådan var det blandt andet med Harry Potter og Dan Browns Da Vinci koden.

Med Kvinden i toget ser Paula Hawkins ud til at skrive sig direkte ind i den samme superliga, og boghandlerne må elske hende. Placeringen 14 uger i træk som nr. 1 på NY Times Bestsellerliste taler sit eget sprog. Og når der hver 6. sjette sekund sælges et eksemplar af bogen i USA, kan der ikke være tvivl om, at her er noget, der virkelig rykker.

Kvinden i toget er bestemt er bestemt også en god bog, der ud over et godt plot, også rummer stærke og psykologisk indsigtsfulde portrætter af tre meget forskellige kvinder. I centrum er Rachel, for hvem det uden tvivl går ned ad bakke. Jobbet er væk, hun er barnløs og skilt og har altid en gin og tonic eller en flaske hvidvin inden for rækkevidde.

For at give sit liv lidt struktur pendler hun hver dag mellem en London-forstad og City. De få bekendte hun har, tror at hun stadig har et job, men det bliver sværere og sværere at holde liv i illusionen. Fra toget følger hun livet fra vinduet, og hver dag stopper det ud fra en lille gruppe rækkehuse. Her har hun udsigt til et ungt par, tilsyneladende lykkelige og harmoniske. Det viser sig, at hun selv har boet med sin eksmand i et af de andre huse. Og der bor han stadig, nu med sin nye kone og med det barn, som det aldrig lykkedes vores hovedperson at undfange. Det er de to andre kvinder, vi også følger, og Hawkins lader dem tale hver for sig i adskilte kapitler. Den struktur fungerer rigtig fint i den gradvise afdækning af, hvad der foregår.

Der er hurtigt mørke understrømme i fortællingen. På trods af den stigende alkoholindtagelse er Rachel en skarp iagttager, og en dag er der en anden mand hjemme sammen med den unge kvinde, der hedder Megan. Kort tid efter forsvinder Megan, og nu kaster Rachel sig ind i efterforskningen. Uhyggen stiger gradvist som fortællingen løsnes op, og Rachel gradvist trænger ned i sin hukommelse og kommer i tanke om ting, som hidtil har været fortrængt af alkoholtåger.

Der er noget Hitchcock-agtigt og meget britisk over bogen. Den er lavmælt, der er kun få dramatiske effekter, og så skrælles lag på lag gradvist af. Det gælder både handlingen og i de menneskelige portrætter. Så danske boglæsere kan roligt glæde sig til at komme i selskab med Kvinden i toget og med millioner af andre begejstrede læsere.

Paula Hawkins, Kvinden i toget, Gyldendal, 346 sider, September, Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup