En flok unge oprørsdrager, der er magisk forklædt som mennesker, og deres leder, Cobolt, forsøger at forblive skjulte. De er flygtet fra den diktatoriske og skruppelløse drageorganisation Talon, der straffer fejltrin og obsternasighed med døden, eller det der er værre.

Samtidig jages de af Sankt Georg-ordenen, en paramilitær gruppe af menneskelige dragejægere, der er af den opfattelse, at alle drager er sjælløse, ondsindede dæmoner. Dragetvillingerne Ember og Dante er blevet skilt fra hinanden, fordi Ember har sluttet sig til oprøret, men Dante nægter at opgive håbet om, at hun vender tilbage i folden. Han bliver gradvist mere og mere organisationens mand, og i hans kamp for at udmærke sig har han bistået i udviklingen af viljeløse drageklonsoldater, der én gang for alle skal eliminere organisationens fjender.

Talon-sagaen er sindssygt episk! To magter i form af Talon og Sankt Georg-ordenen har bekæmpet hinanden i århundreder. To elskende, en drage og et menneske, befinder sig på hver sin side af krigen, men sætter livet på spil for at afslutte den sammen. Læg dertil surfende drager, mystiske sorte biler, automatvåben, torturscener og hemmelige laboratorier og man får en stormende romantisk, nervepirrende og legendarisk fortælling – der desuden er lettilgængelig, og kan læses fra ca. 12 år og frem.

Klonerne er fjerde bind, og jeg skal da lige love for, at Kagawa sætter tryk på. Hendes hovedpersoner får, som sædvanlig, ikke et ben til jorden, men flygter, kæmper og føler for fuldt drøn hele tiden. Der er ingen fare for, at man som læser kommer til at kede sig her. Faktisk bliver det enkelte gange næsten lidt for meget. Det sker, at dramaet prioriteres til et punkt, hvor det går ud over historien og karakterernes integritet. Det er eksempelvis temmelig idiotisk, at Dante tror, at Ember kan overtales til at vende tilbage til Talon, simpelthen fordi hendes status dér er mere magtfuld, end hun tror. Hun har aldrig interesseret sig for magt og Dante, hendes tvilling, kender hende bedre end nogen anden. Men scenen, hvor hun konfronteres med tilbuddet er naturligvis virkelig følelsesladet, også for læseren.

Det ærgrer mig også, at Kagawa, i Klonerne, ikke er lige så hensynsløs som hun plejer at være. Til trods for de mange konfrontationer bogen byder på, slipper hovedpersonerne med skindet på næsen gang på gang, uanset oddsene. Men hvis jeg kender Kagawa ret, gør hun sikkert rigeligt bod på denne blødsødenhed i femte og formodentligt sidste bind.

Bogens eneste pusterum er Dantes flash backs. Han tænker tilbage på sin og Embers barn- og ungdom. Det er rørende og velskrevne passager, men har man læst seriens hidtidige bind, bidrager de ikke rigtig med noget. Der er ikke tale om stand alone-bøger, så kapitlerne er, trods deres æstetiske bidrag, overflødige.

Oversættelsen er den hidtil bedste, og læsningen er legende let. Omslaget er virkelig fint, og forestiller, som på foregående bind, drageskæl – en vidunderlig detalje. Femte bind, der på engelsk bærer titlen Inferno, adskiller sig ved at bære en uhyggeligt, brændende og krakeleret forside. Klonerne har spændt plotknuderne til bristepunktet. Det er umuligt ikke at glæde sig til at se hvad der sker, når det hele nødvendigvis må eksplodere i Inferno.

Julie Kagawa: Sagaen om Talon 4 – Klonerne, Harper Collins Nordic, august 2017, 350 sider