“Lyden af ringklokken var så skinger, at den skar i hjernen.” Sådan indledes Anne Bredahls novellesamling Sådan er Kirsten bare, som er en lille samling af overraskende, velskrevne, letlæste og foruroligende noveller om at være menneske.

Ringklokken er symbolet på det faretruende udefrakommende. Hvem kommer? Hvad skal der ske? Novellen hedder Surprice, et surpriceparty forbinder vi med noget rart. Det er også venner og veninder, der dukker op hos Lisa, som fylder 30 år. Alligevel er det alt andet end glædeligt og rart. Hvis der blev sat musik til denne novelle, ville violinen gradvist spille højere, mere skingert for til sidst at lyde grimt. Novellen er god og ganske fint komponeret.

Porcelænstomaten fra forsiden er med i novellen Turen. Som et stykke arvegods. Den står og skammer sig gemt væk i et skab med andet skrammel, som hun ikke fik lov at have fremme, da hun flyttede sammen med manden i det hvide, pæne hjem uden pynt og fyld. Man fornemmer allerede en dybereliggende konflikt.

Og sådan fortsætter det med underliggende konflikter, der spidser til. Det er skildringer af mennesket, når det er allermest usympatisk, egoistisk og selvoptaget. Og det er skildringen af stiltiende ofre. Forfatteren undersøger, hvad der sker, når vi taler hen over hovedet på hinanden. Når vi forvolder andre smerte uden af vide det. Og når vi tror vi ved, hvad der er bedst for andre og helt undlader at spørge dem, hvad de selv ønsker og tænker.

Man skal ikke læse mange sider før man bliver nysgerrig på hver eneste af de seks noveller, der alle har en overraskende slutning. Det er fedt!

“Han malede minderne ud og solgte dem til fremmede mennesker, der hængte dem op på deres vægge.” Hvis du som mig, bliver nysgerrig af sætninger som den, er denne novellesamling formentlig noget for dig.

Anne Bredahl, Sådan er Kirsten bare, Damgaard Forlag, Maj 2017, 108 sider.