Jeg må indrømme, at jeg havde store forventninger, inden jeg gik ind til denne bog, da jeg er glad for eventyr. Selvom eventyr kan forstås på mere end én måde, så havde jeg nok nogle stærke forventninger, allerede da jeg læste titlen første gang. Kunne Jonas Wilmann indfri disse, mine læserforventninger?

Man starter med at blive introduceret for Jeb Skull på en måde, der har mest form af en dagbog eller hans memoirer. Man føler som læser, at man langsomt, selvom det går faktisk ret hurtigt, lærer Jeb at kende. Hans skæve og lidt bizarre livsstil føles troværdig, og der er også en ret arrogant og frimodig attitude hos Jeb, som passer godt på den omstrejfende vandringsmand, han bryster sig af at være.

Det er ikke en hemmelighed, at handlingen næsten udelukkende foregår i en parallel verden. Den kan være dyster, mørk og klam, hvor den skal være, men man fornemmer også håb forude. Alt sammen dækket af mystik. Jeb drages uforvarende ind i en fremmed verden, der er helt modsat hans ellers loyale logik, og her kommer han ud for den ene fatale hændelse efter den anden.

Jeg kan godt lide strukturen i bogen med en prolog og en forhistorie, hvorefter eventyrerne deler sig op i kapitler med hver sine afsluttede handlingsforløb. Alle disse handlingsforløb bidrager selvfølgelig til den samlede fortælling om Jeb Skull, men de kan også læses hver for sig. Der er nogle træk fra eventyrgenren, hvor Wilmann måske har fundet inspiration hos de klassiske eventyr – på forskellige måder – og så tilsat en portion dunkelhed og horror. Man kan se lidt brødrene Grimm i den samlede fornemmelse af bogen: Samtidig med at naturen er brutal og fuld af død og fordærv, nævner Jeb flere gange, at han tror på det skønne i naturen. Vi mærker da også gennemgående, at kærlighedsfølelsen har sin plads i bogen.

Med sine små fortryllelser og rammefortællinger kan man skimte konstruktionen hos eksempelvis 1001 nats eventyr. Det kunne godt virke, som om at Wilmann ønsker at skabe noget nyt eller at nyfortolke noget gammelt. Det kan vi med god ro i sjælen kalde for et moderne horroreventyr; Fordi det er helt bestemt et eventyrunivers, og vi ser også den traditionelle hjem-ude-hjem-struktur som i de klassiske folkeeventyr, hvor helten skal på mission – med et twist. Der er dog ikke så meget symbolik, som man kunne forvente, og som ellers er typisk for eventyrgenren. Men fortryllelser og overnaturlige væsner slipper vi ikke for. Og det er netop dette, der binder de to genrer så fint sammen.

Meget kan siges om denne bog – og bør måske siges – fordi den er, på trods af sine mangler, fængslende og original. Redigeringen af teksten kunne have været bedre, men det er heldigvis ikke noget, der ødelægger læserytmen eller læseoplevelsen. Sproget flyder – dette til trods – og der er en god harmoni mellem talesproget og de enkelte karakterer, som enten taler eller tænker.

Kunne Jonas Wilmann så indfri mine forventninger? Lad mig stille et andet spørgsmål: Er det et klassisk eventyr? Nej, det er det ikke. Men det er en spændende bog med mange eventyrtræk og mange lidet charmerende detaljer. Så i genremødet mellem horror og eventyr, må jeg sige, at jeg er fint tilfreds, selvom alt ikke var, som jeg forventede.

Jonas Wilmann: Jeb Skulls makabre eventyr, 2017, forlaget KAOS, 218 sider.