Katherine Webb: Det forbudte barn
Dramatik, mystik og romantik – det er den korte beskrivelse af Katherine Webbs roman: ”Det forbudte barn”, der foregår i England i 1820’erne.
Bogen er bygget op af to sideløbende historier, som til sidst væves sammen og på finurlig vis får svaret på de fleste af de spørgsmål, der dukker op undervejs.
I den ene historie følger vi den smukke forældreløse Alice, der bor med en husholderske i et lille hus udenfor byen. En dag dukker der pludselig en lille beskidt pige op, som ingen tilsyneladende mangler. Alice tager sig af hende, giver hende navnet Stær og holder af hende som en søster. Alice er hemmeligt forelsket i rigmandssønnen Jonathan.
De to kan umuligt få lov til at få hinanden og Jonathan sendes i krig og oplever de forfærdeligste ting. Da han vender tilbage, er Alice forsvundet. Stær opbygger et frygteligt had til Jonathan og tror at han har slået Alice ihjel.
I den sideløbende historie møder vi Rachel, der er gift med den lokale vinhandler. Hun fatter interesse for fortidens hemmeligheder og lidt efter lidt, finder hun ud af forviklinger og løgne.
Katherine Webb skriver virkeligt fængende og man bliver helt opslugt af historien og får hurtigt læst de 500 sider, som historien breder sig ud over. Den historiske ramme, som fortællingen er sat ind i, er rigtig fint beskrevet og man er nødt til at skimmelæse hen over siderne, hvor Jonathan beretter om sine forfærdelige oplevelser i Napoleonskrigene.
Detaljerne og persongalleriet er virkelig fint sat op og man håber til det sidste, at det hele ender godt.
Webb har skrevet flere romaner, hvoraf tre nu er oversat til dansk: Arven og En sang fra fortiden, som også er anmeldt her på bogblogger.dk.
Katherine Webb, Det forbudte barn, Cicero, 500 sider, Marts 2017