Den fortabte søns hjemkomst er et kendt litterært tema, og Lennart Salm er endnu en i rækken. Han er en smule fordrukken, lidt desillusioneret, ikke just rig, men dog en anerkendt kunstner. Hans familie slagter ikke ligefrem fedekalven, da han vender hjem til Hamborg, men de er undskyldt: han vender hjem til sin søsters begravelse.

Hele familien er her: den vattede far, den afvisende og selvoptagede mor, den regelrette lillebror og den forfjamskede lillesøster. Sammen bærer de en familiehistorie, der mest handler om svigt og det, der aldrig helt bliver fortalt.

Lennart Salm ved ikke rigtig hvad han vil med sit liv, og derfor flytter han ind hos faren. Han kan ikke finde ud af at knytte sig til andre mennesker, han kan ikke håndtere muligheden for succes, men på den anden side heller ikke helt finde ud af at gå i hundene. Det er en frossen fortælling om en mand i personlig krise, i Tyskland i det 21. århundrede.

Rolf Lappert er ikke karrig med detaljerne. Her er en minutiøs opgørelse af alle de små og store genstande, vi fylder vores liv med i aftenlandets forfald. Det er ikke en roman man forlader med stor tiltro til menneskeheden.

Personligt bed jeg ikke helt på historien. Jeg synes ikke, at de indledende, dramatiske scener, fik rigtig betydning for resten af bogen – de lagde ellers op til et langt større drama om menneskelig lidelse og vores fælles ansvar for vores medmennesker – og Lennart Salm er egentlig bare en knudemand som så mange andre. Men hvis man er til tilværelsens ulidelige mangel på lethed, er her et fint eksempel fra syd for grænsen.

Rolf Lappert: I vinterens løb. Tiderne Skifter, 302. Oversat af Jacob Jonia, 2017