Eddie Michel Azoulay og Thomas La Cour: TCB Band – Still Taking Care of Business
Du skal vel nærmest have været frosset ned i mere end et halvt århundrede for ikke at vide, hvem Elvis Presley var. Selv ganske unge mennesker i dag kender navnet og har en forståelse af den betydning, Elvis havde for musikken op gennem 60’erne. Men det var hovedpersonen – headliner’en.
Da Elvis efter en årrække med tvivlsom succes på det store lærred lavede sin store comeback-koncert i 1968, var der ingen tvivl om, hvem der var kongen af rock ’n roll. Og da han i ’69 samlede det band sammen, der skulle følge ham og være garanten for den konstante lyd og de sikre arrangementer, dannede han TCB Band.
Du skal nok være ganske ivrig Elvis fan for at kende deres historie. Men du bør kende dem. For ikke alene var de Elvis Presley’s faste støtter indtil hans død i 1977. De har spillet i Danmark 25 gange, siden de første gang blev inviteret hertil i 1999 af Henrik Knudsen, der ejer det største Elvis-museum uden for USA.
Eddie Michel Azoulay er en knalddygtig reportagefotograf, og han er en mester i at levendegøre musik, så du næsten ikke behøver lyd for at få den fulde oplevelse. Han har fulgt TCB Band gennem to år på deres koncertture til Danmark og har (med ord fra Thomas La Cour) udødeliggjort det legendariske band. Ordene er smukke, men de mange fotos? Hold da op for en fest.
Azoulay er en betragter. Han er dybt professionel med sit kamera, men han ser og oplever med hjertet. Er du så heldig at følge ham på Facebook, så får du ham på godt og ondt. Hans hjerte sidder helt ude i fingerspidserne, og mens det til tider kan være en mindre udfordring, når han skriver (og lad mig med det samme understrege, at han her ligger i samme kategori som 95 procent af alle, der er på Facebook), så er det så meget større en gave, når han udtrykker sig med sine fotos.
Bogen giver os en række portrætter og oplevelser af det, der bedst kan beskrives som livet på scenen. Jo, der var nok lidt mere sjov og ballade i de fotos, vi kunne have set fra tiden, hvor Elvis selv stod forrest, men det, vi måtte mangle i sex & drugs, får vi så mange gange igen i rock n’ roll. Og når Azoulay endda begaver os med en række forskellige stilarter som farve, sort/hvid, noir, høj kontrast, blurry, nær, fjern og alle de øvrige små fif, en rigtig mesterfotograf skal kunne kaste ud over sit værk, så er vi for alvor med på rejsen.
Det her er en intens oplevelse. Det kan jeg godt love jer med det samme. Azoulay leverer – som altid – beviset på, at det er i detaljerne, du finder det store billede. Millioner af mennesker følger og er i dag fans af TCB Band. Og mon ikke Azoulays fotos med denne bog har skabt nogle flere.
Forfatter: Thomas La Cour, Fotos: Eddie Michel Azoulay, Titel: TCB Band – Still Taking Care of Business, Forlag: Memphis Mansion Publishing, Dato: 6. januar 2017, 141 sider