// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser

Skrevet af den 28. januar 2017 – 07:20Ingen kommentarer

Halvtredserne. Krigen er et fortrængt minde. Socialdemokraterne opbygger det moderne Sverige, mens ungdommen higer efter alt amerikansk. De er den første generation, der prøver kræfter med den nye livsfase: Hverken umyndigt barn eller arbejdende voksen, men ung, under uddannelse, teenager.

Eric er barnebarn af den mellemste bror Lauritzen, Oscar, der blev rig i kolonitidens Afrika og som kæmpede på tysk siden i det første verdenskrig. Hans mor Helene er i sit andet ægteskab – selvom skilsmisse er ilde set – og Erics stedfar tæver ham. Drømmene om frihed er under pres fra forældregenerationen og det formynderiske samfund, og alt bliver kun værre, da morfar Oscar dør og rigdommen pludselig smuldrer mellem fingrene på familien.

Eric må forlade overklasselivet, og gøre sig sine erfaringer med arbejder- og middelklasse Sverige, samtidig med at han prøver at finde sine egne ben i brydningstiden, hvor Sverige stadig diskuterer, om de skal være atommagt, hvor Coca Cola er forbudt, og hvor der er ventetid på at kunne se James Dean i biografen.

Ægte amerikanske cowboybukser er et detaljeret billede af store og små begivenheder i Sverige i 50erne. Hvad spiste man. Hvad hørte man i radioen. Hvilke svenskere vandt i sport, og hvordan var det at jagte piger på skøjtebanen efter skoletid. Ambitionen om at skabe et skarpt tidsbillede er opfyldt til punkt og prikke – vi er i Guillous egen barndomsverden.

Desværre er det ikke nok.

Guillou har haft store ambitioner i sin serie om Lauritzen-familiens færd gennem det 20. århundrede. I de første fem bind har vi bevæget os fra fattigdom på den norske vestkyst, over Dresden i Belle Epoque, 1. verdenskrig i Afrika, de såkaldt brølende (men også homofobe) 20’ere og selvfølgelig nazismens fremmarch i Tyskland og endelig 2. verdenskrig set fra Sverige. Det har været fremragende historieformidling med gode punktnedslag, tankevækkende perspektiver og Guillou har (imodsætning til Ken Follets serie om samme århundrede) formået at vinkle på enkelte medlemmer af familien, i stedet for at fortælle alt om alle medlemmer – det bliver uoverskueligt mange, når man når ned i tredje generation af børnerige familier.

Ægte amerikanske comboybukser er bind 6 i serien, men den holder ikke niveauet fra de første fem bind.

Der sker ikke så meget i 50’erne. I hvert fald ikke i Sverige, og hvor de øvrige bind har været elementært spænende, er Ægte amerikanske cowboybukser mere en udviklingsroman om Erics unge teenageår. Desværre har Guillou i hovedtræk fortalt historien, nemlig i Ondskab, hvor hovedpersonen også hed Erik, også fik tæv af sin far, også var elitesvømmer og også blev sendt på kostskole… Denne Erik får i øvrigt lov til at gøre en kort gæsteoptræden i Ægte amerikanske comboybukser, så Guillou skjuler nu ikke sammenhængen.

Derudover fungerer fortællerperspektivet ikke for mig. Guillou har givet Eric selv lov til at fortælle om sin ungdom, og det gør han i 1968 i breve til sin faster Johanne (hovedpersonen i bind 5, Blå Stjerne). På trods af det, får vi aldrig svar på de mange spørgsmål og fortrængte (familie)hemmeligheder, som unge Eric ikke kender, men som den lidt ældre Eric må have fået svar på – eller i hvert fald kan få svar på fra sin faster.

Læs Ægte amerikanske cowboybukser hvis du er interesseret i hvordan 1950erne så ud i Sverige eller som mellemspil inden 7. bind i serien om familien Lauritzen – mon ikke der sker lidt mere i 60erne og mon ikke vi alligevel på et tidspunkt må få at vide, hvad der egentlig er sket med Harald, seriens mest interessante, kontroversielle og frygtelige karakter?

Læs også vores anmeldelse af bind 2 Dandy her.

Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser. Modtryk, 373 sider. Oversat af Anders Johansen, 2016.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.