Egentligt skulle Jan Guillous ”Brobyggerne” handle om tre brødre, som bliver ingeniører omkring århundredeskiftet. Men da ingeniørtitlerne er i hus forsvinder den tredje bror Sverre ud af romanen og efterlader blot en kort notits om, at han er stukket af til England for at tilbringe sit liv med sin engelske lord.

Det er Sverres, kunstens, litteraturens og Englands historie frem til fredsslutningen efter 1. verdenskrig som Guillou fortæller i ”Dandy”. For hvor ”Brobyggerne” handler om de teknologiske og imperialistiske fremskridt i Norge og Afrika kommer Sverre og hans yderst velbeslåede engelske kæreste i kontakt med økonomer som John Maynard Keynes, forfattere som Virginia Woolf og køber billeder af blandt andet den ukendte spanier Pablo Picasso.

Den selvfølgelige høje, flotte, kreative og stærke Sverre prøver at holde hovedet koldt i dette næsten desperate rush af nye ideer og opgør med den bornerte victorianske æra blandt de veletablerede bohemer i den historisk korrekte Bloomsburygruppe. Men selvom fritænkerne agiterer for frie tanker og fri sex er omgivelserne ikke parat til hverken homoseksuelle eller frigjorte kvinder. Så man læser Dandy måske lidt mere intenst, for lige om lidt må de da have udtømt det omgivende konservative klassesamfunds tålmodighed.

Det er måske den dynamik og det, for mig relativt ukendte, britiske intellektuelle anti-establishment op til første verdenskrig som bærer Dandy fremad. For det er en sympatisk og levende fortælling med en del på hjertet, men det er som om den ikke fænger helt som ”Brobyggerne”. Og rent fortællemæssigt falmer Dandy lidt i forhold til Ken Folletts Giganternes fald, som dækker lidt samme periode dog med mere fokus på hele samfundet og ikke kun kunst og kultur.

Så alt i alt er Dandy en læseværdig og sympatisk bog som er et must for læsere af Brobyggerne men som også kan føles som en afstikker fra den primære fortælling som Guillou lover vil spænde over i alt 10 bøger.

Jan Guillou, Dandy, Modtryk, Oversat af Anders Johansen, 357 sider, Oktober 2012