“Jeg har lagt mærke til, at det er stemmen, man mister først. For eksempel når nogen fortæller, at de elsker én, og man ikke kan få sig selv til at sige “i lige måde,” før det næsten er for sent. Eller når ens mor ringer og siger, at nu er Tore død, og man skal se sine brødre i øjnene og sige, at nu-er-det-nu, og man ikke ved hvordan.”

Da gymnasiepigen Maria mister sin papfar Tore bliver det svært at være Maria. Hun mister ikke stemmen, men sådan opleves det. Det er i hvert fald svært at tale om tabet og svært at sætte ord på tanker og følelser. Det bliver ikke nemmere af, at hendes mor heller ikke er klar til at tale om Tore. Og så er hun bange for også at miste sine papbrødre Carl og Malte.

På en bænk i en park i indre København spiser Maria fiskefrikadeller med sin ven Sylle. Det er så også en af de eneste hun hænger ud med. Bedsteveninden rejser rundt i Indien og kæresten bor i London. Dem der burde være tæt på er så langt væk. Men det er ikke sikkert, at det havde gjort en forskel at de var der for hende – nu “stemmen ikke virker.” Sorg tager tid.

Martha Flyvholm Tode skriver sig ind i en ny tradition af debuterende unge stemmer, der fatter sig i korthed og alligevel skriver store eller vigtige historier om livet, døden og det midt imellem.

Kortromanen På Bornholm må man græde overalt udkommer på børne- og ungeforlaget Høst & Søn, men det skulle undre mig, hvis ikke også de voksne læsere tager bogen til sig. Jeg byder som 40 årig læser bogen meget velkommen.

Selvom temaet for bogen er at miste en man elsker, blev jeg glad, da jeg læste bogen. Den er skrevet så enkelt og fint, at den fortjener at blive læst højt. Og det er ikke nemt at skrive enkelt!

Martha Flyvholm Tode, På Bornholm må man græde overalt, Høst & Søn, 96 sider, Januar 2017.