Elena og Lila er blevet voksne. Rigtig voksne. Lila bor med sin ven Enzo og sønnen i et fattigt kvarter i Napoli, arbejder på en pølsefabrik og kan kun lige holde skindet på næsen. Elena er flyttet – flygtet – væk, til Firenze og en rolig professormand. Hun har fået en universitetsuddannelse og har udgivet en anmelderrost og godt sælgende roman. Men venskabet – venskabet og afhængigheden af hinanden består, på sine egne, specielle præmisser.

Vi er nået til den sidste del af tresserne og den første halvdel af halvfjerdserne i dette tredje bind af Ferrantes Napoli-kvartet. Nye læsere kan ikke begynde her – de skal begynde med Min geniale veninde, der er første bind i serien.

Tresserne og halvfjerdserne var en voldsom og omskiftelig tid i den vestlige verden, men Italien var særlig ramt. På universiteterne raser studenteroprøret. Professorerne og de studerende skal finde nye roller. Kvindesagen stormer frem i det dybt katolske og bagstræberiske Italien, hvor skilsmisse først bliver lovligt i 1970 og de to veninder ikke lovligt kan få p-piller. Såvel den yderste venstrefløj som den yderste højrefløj – med mange levn fra den fascistiske fortid – griber til terror i et Italien, der er på randen af borgerkrig.

De to veninder prøver hver især at navigere i denne, nye verden. Hos Elena er man velhavende, venstreorienteret progressiv, men professormanden kan alligevel ikke helt komme overens med de studerendes krav. Lila er fattig i et omfang, der truer hendes helbred, hendes venner er kommunister, og selv kommer hun uventet og uvelkomment til at spille en hovedrolle i den faglige kamp på pølsefabrikken.

Det giver problemer, og de to veninder nærmer sig hinanden igen, på tværs af økonomi, stand og geografi, fordi de har brug for hinanden. Men venskabet er på mange måder betændt, og ingen af dem har den store forståelse for hinandens valg og livsgrundlag. Elena slap væk, men har svært ved at finde sig til rette i livet som husmor. Hun trives ikke i sin nye verden, og kæmper for at lægge sin Napoli-identitet bag sig og begå sig i de fine, litterære kredse.

Lila fik ingen uddannelse, og dermed ingen flugtvej. Selv om det lykkes hende at udnytte sine geniale evner inden for en ny branche – datamaterne – bliver hun trukket tilbage til barndommens kvarter, til vennerne og ikke mindst fjenderne fra dengang. Til de undertrykte og undertrykkende – til Napoli, hvor volden hersker og hvor den mafiose Solara-families fangarme kun bliver længere og længere.

Det hele venter kun på at eksplodere. Og det gør det så. Dem der flygter og dem der bliver er mere rå, mere voldsom end de to forgængere (der ellers bød på både slagsmål og hustruvold) og den afspejler således sin tid.

Dem der flygter og dem der bliver er endnu en medrivende roman i Napoliserien. Her er skarpe meningsudvekslinger, moralske overvejelser, kriser og ikke mindst tidsbilleder fra dengang verden blev vendt på hovedet. Men det vigtigste er hverken udviklingen i det italienske samfund eller Ferrantes præcise, vedkommende sprog. Det vigtigste er venskabet mellem de to kvinder, hvordan de spejler sig i hinanden, tager afstand fra hinanden, hjælper hinanden og hvordan selv det dybeste venskab også indeholder misundelse, kriser og vrede.

Jeg glæder mig til det fjerde og sidste bind!

Elena Ferrante, Dem der flygter og dem der bliver, C&K Forlag, 2015, 479 sider.