Lila er blevet gift. Elena går i gymnasiet. Historien om et nyt navn fortsætter, hvor Min geniale veninde slap. Vi er i Napoli i 1960erne, og det er ikke en nem tid eller et nemt sted at være hverken fattig, ung eller kvinde. Lila og Elena var alle tre ting, men nu har noget ændret sig.

Hver for sig forsøger de to veninder at gøre op med det tilbagestående og mandchauvinistiske samfunds spændetrøje. Elena får lov til at studere videre, og ender på universitet i Pisa. En fremmedartet verden, der ikke uden kamp lader en begavet kvinde fra de lavere samfundsklasser ind i Minervas rige. Men det lykkes, over al forventning faktisk.

Værre går det med Lila. Hun undslap fattigdommen ved som 16-årig at gifte sig med Stefano, der er mafioso, men alligevel ikke hel mafioso nok til at kunne bestemme. Han er dog “mand nok” til at tæve hende, faktisk allerede på brudenatten, og ægteskabet er ulykkeligt.

En ferie på Ischia ændrer dog alt for de to veninder. Både Lilas ægteskab og de to kvinders indbyrdes forhold lider skade. Skilsmisse er ikke en mulighed, og risikoen for at blive æresdræbt hvis hun forlader sin mand er overhængende – og hvor skal hun gå hen? Fattigdommen er kvælende, livagtig, en evig trussel hos Ferrante, og Lilas dilemma er knugende. Ungdomsoprøret er ikke nået til Napoli, og både mænd og kvinder er fanget i samfundets snærende normer.

Historien om et nyt navn er lige så fremragende fortalt som første bind i serien. Ferrante har et nænsomt sprog, midt i al elendigheden – volden, truslerne, fattigdommen og de manglende muligheder for at komme væk, for selv at vælge sit liv. Det er venskabet mellem de to kvinder, så ens og så forskellige, der er det centrale, og det er rørende og stærkt skildret.

Historien om et nyt navn har min anbefaling, men læs bind et først.

Elena Ferrante: Historien om et nyt navn. C&K Forlag, 559 sider. 2014, på dansk ved Nina Gross.