I bogen Hvidt hav vender Roy Jacobsen tilbage til den nu 35-årige Ingrid og øen Barrøy i Nordnorge. Siden vi fulgte hende i bogen De usynlige, er moderen død, og familien spredt for alle vinde. Øen huser kun Ingrid og hendes næsten 60-årige tante Barbro.

Året er 1944 og 2. verdenskrig raser. Da Barbro kommer på sygehus, fordi et lårbensbrud ikke vil hele, er Ingrid efterladt alene på øen. Ingrid mærker ensomheden æde sig op. Som en sygdom, der langsomt fortærer hende og får hende til at miste forstanden. Hun forsøger at ruste sig til en kold vinter på øen, da hun opdager, at hun ikke er alene.

Et skib er sunket, og der skyller lig op på øen. Det er dog ikke det eneste, der skyller op. Hun finder en slemt forbrændt mand i sin lade og gør alt, hvad hun kan for at redde ham. Ikke kun af uselviske grunde. Ingrid kan ikke længere holde ud at være alene. Hun mærker i sin krop og sjæl, hvor ensom hun er, og hvor meget hun trænger til kontakt med et andet menneske.

Uden et fælles sprog, men ved hjælp af fagter og handling, kommer hun tættere på ham. Men hvem er denne mand, som hun langsomt forelsker sig i? Kan hun stole på ham? Da hun forslået vågner op på et rekonvaliseringshjem, uden nogen erindring om hvad, der er sket, må hun kæmpe sig vej tilbage til øen og minderne.

Hvidt hav foregår i udkanten af Norge og er en fortsættelse til bogen De usynlige. Roy Jacobsen skriver om et barskt liv på en lille ø, om fiskeri, ønsket om at genopbygge, og en gennemtrængende stilhed, fremmanet af ensomhed. Han er i stand til at fange essensen af den rå natur og livet på øen, så man som læser kan dufte den kolde havlugt og høre lyden af skrigende fugle.

Roy Jacobsen, Hvidt hav, Rosinante, 212 sider, januar 2017