Prisuddelinger kan få det værste frem i folk – i hvert fald i Edward St. Aubyns nyeste roman, der gør tykt når af det britiske litterære parnas. Et firma har indstiftet en fornem pris. De har tjent pengene på at klone dyr og planter, og det er ikke helt så godt, men nu køber de aflad ved at klone god litteratur med en selvoptaget og uduelig jury uden megen forstand på bøger.

Det udløser en stribe tåkrummende pinlige små situationer, som de stakkels hovedpersoner ikke aner hvad de skal stille op med. En kogebog bliver ved en fejl indleveret til prisen, og juryen tror, der er en roman. Et jurymedlem forsøger at vinde sin datters kærlighed ved at sladre om prisvinderen og generelt er der ingen i juryen, der har læst de indleverede bøger.

Igennem roman strejfer et lille, men udsøgt og grundlæggende usympatisk persongalleri, der hver især hungrer efter opmærksomhed og anerkendelse. De fejler, de fejler rigtig stort og det er faktisk rimelig sjovt.

Få kan som St. Aubyn udstille mennesker på ganske få sætninger. Hans pen er syleskarp, uanset om han spidder den afdankede politiker Malcolm, den promiskuøse forfatter Katherine, den indiske rigmand/fyrste Sonny eller en af de andre krukker i bogen. Men lige når det bliver lige pinagtigt nok, så kommer der alligevel et strejf af medfølelse, og bag den satiriske facade og de elegante sætninger dukker lidt indlevelse op. De kan ikke være bedre, de stakkels mennesker, der sådan hungrer efter anerkendelse – men nogen af dem prøver dog.

Edward St. Aubyn slog igennem med sine romaner om Patrick Melrose, et traumatiseret rigmandsbarn, og Den store pris har mange af de samme kvaliteter. Det er ikke en bog, der får en til at se lyst på verden (eller giver en stor tiltro til litterære priser), men det er underholdende og ja, skadefryd er også en fryd.

Edward St. Aubyn: Den store pris. Gads Forlig, 2016. 267 sider. Oversat af Nanna Lund.