Grønland. Smuk, vild natur, med endeløse vidder – beboet af mennesker, der stadig kæmper for at finde sig tilrette mellem tradition og det moderne. Om sommeren har den lille by Tasiilaq midnatssol, også på den dag i det fremtidige 2025, hvor Kim Leines nyeste roman udspiller sig.

Tasiilaq har et lille hospital, og De Søvnløse kredser omkring hospitalet, dets patienter og dets personale. Vi starter og slutter hos syge Carina og hendes mand, portøren Ejner, men undervejs skifter fortællingen glidende perspektiv fra den ene fortæller til den anden. Læger, sygeplejersker, ufaglærte – danskere og inuitter. Vi kommer godt omkring i den lille by – med ganske få ord får Kim Leine til os til at føle, at vi kender og holder af de mange personer. Det er mesterligt komponeret.

De søvnløse viser det store drama i det små. I Europa hærger en krig, og det går ud over båndene til Danmark, der mobiliserer. I Nuuk diskuterer man selvstændighed, men i Tasiilaq går livet sin vante gang. En skizofren patient stikker af fra hospitalet, og overlægen selv går på fjeldet efter ham. Det viser sig at være en farlig beslutning, men læs selv – det er så fint fortalt!

Det er en indfølende, smuk, lille roman, Kim Leine har skrevet. Den er nænsom, næsten overraskende nænsom i betragtning af, hvor rå hans seneste roman Afgrunden var og hvor voldsom Profeterne i Evighedsfjorden var (som også foregik i Grønland, hvor Kim Leine har arbejdet 15 år som sygeplejerske – skønt med en “hospitalsroman” hvor forfatteren rent faktisk har styr på det faglige!). Den føles alt, alt for kort, og på sidste side havde jeg mest lyst til at vende bogen om og starte forfra for at få historien én gang til. De søvnløse kan på det varmeste anbefales.

Kim Leine: De søvnløse. Gyldendal, 2016. 204 sider.