Beryl Markham har været en af mine helte siden jeg som ung læste hendes selvbiografi “Med natten mod vest”. Hun var en engelsk eventyrer, væddeløbstræner, pilot og indblandet i et væld af amourøse skandaler. Hun var den første kvinde, der fløj over Atlanten i vestlig retning (hvilket tager en del længere end den modsatte retning pga luftstrømme) og det er også den berømte tur, der både begynder og slutter Paula McLains roman om eventyrersken.

Markham tilhørte den hvide, britiske overklasse i Britisk Østafrika, det nuværende Kenya, der i mellemkrigstiden var et sted, overklassen sendte sine yngre sønner hen, så de kunne få jord og skabe et nyt dynasti for sig selv, når de nu ikke kunne arve titler og ejendomme i England.

Markhams mor efterlod hende sammen med faren på en farm – ja, en farm i Afrika – hvor de trænede væddeløbsheste med en vis succes. Fuldblodshestene vandt løb på stribe, men det var ikke nok til at forhindre, at farmen gik fallit. Faren drog videre til Sydafrika mens datteren Beryl giftede sig knap 17 år gammel med nabofarmens ejer.

Hun er noget af et vildt barn, for faren har ikke haft tid til at tage sig af hende, og ægteskabet kører galt fra starten af, så hun flytter væk, får som den første kvinde i Afrika i meget ung alder trænerlicens til hestevæddeløb. Selv i Afrika brøler tyverne derudaf med vilde fester, udenomsægteskabelige affærer, smukke fuldblodsheste og på bunden af det hele, det evindelige økonomiske pres, der stille og roligt tager livet af farm efter farm.

Beryl Markham bliver blandt andre veninde med Karen Blixen, forelsker sig som Blixen i eventyreren Denys Finch Hatton, og ender efter hans død med at tage pilotcertifikat. Hun er frygtløs, festlig, lidenskabelig og på alle måder sin egen. Det er et væddemål, der får hende til at forsøge sig med flyvningen over Atlanten, en flyvning hun kun med nød og næppe slipper fra med livet i behold.

Paula McLains roman tegner et interessant portræt af en kvinde, der vokser op i, og insisterer på at begå sig, i en mandeverden. Portrættet har i tidsbillede og stemning lånt intensivt fra Karen Blixens Mit Afrika, men det er altså også et fremragende sted at låne. Overklassens manerer, deres fester, deres dekadence og deres intense kamp for at overleve Afrika økonomisk og personligt. De gik ned på stribe, med deres kaffefarme, deres blomsterfarme, deres safarier og deres hestevæddeløb, men de gjorde det med et glas champagne i den ene hånd og et gevær i den anden.

For tæt på solen er en spændende historisk roman. Personligt synes jeg måske, at forfatteren burde havde ladet Beryl Markham være endnu mere passioneret seksuelt, for hun havde et utal af affærer både i sin tid i Afrika og senere, affærer der fik stor betydning for hendes livsbane (blandt andet med manden, der lærte hende at flyve) men flere af dem er skåret ud, selvom de er veldokumenterede. Det er selvfølgelig en smagssag, og skader ikke bogens litterære kvaliteter – det er ikke en biografi, men en roman, så forfatteren må tage sig de friheder, hun ønsker. Det er bare lidt trist, at en romanheltinde åbenbart stadig ikke i 2016 må være seksuelt jagende.

Paula McLain: For tæt på solen. 2016, People’s Press. Oversat af Karen Fastrup. 399 sider.