Gal eller genial? Viggo Kampmann var begge dele. Han var, som ethvert barn efterhånden ved, maniodepressiv. Og han var, hvad færre ved, hjernen bag mange af efterkrigstidens reformer, der sammen skabte det danske velfærdsamfund. En fascinerende personlighed, som nu endelig har fået en meget vellykket og velskrevet biografi.

Viggo Kampmann kom fra fattige kår. Så fattige, at da faderen dør mens Kampmann stadig er spæd, bliver han bortadopteret til sin faster, så den biologiske mor har én mund mindre at mætte. Hans gode begavelse rækker til en studieplads på polit på Københavns Universitet, selvom det kræver store økonomiske ofre fra familien. Derfra går det fremad for den unge mand, der i 1960 efter H.C. Hansens alt for tidlige kræftdød ender i statsministeriet.

Vejen dertil er gået over ikke mindre end tre ægteskaber, en vigtig og hidtil overset rolle i modstandskampen og ikke mindst mange vanskeligheder med det plagede sind og et i perioder alvorligt alkohol(mis)brug. Alligevel har han en usædvanlig arbejdskapacitet og ikke bare tænker han store tanker om samfundets udvikling, om folkepension, handicappedes rettigheder, kildeskat, demokrati og meget, meget andet – han kan også lægge en plan over mange år, endda årtier, for hvordan det skal blive gennemført.

Kampmann var en mangefacetteret personlighed, der er svær at blive klog på. Han var berømmet som forligsmager men samtidig i stand til at skabe mange konflikter. Som embedsmand, finansminister og statsminister udrettede han store ting for Danmark, men hans politiske liv var altid i fare for at kæntre i kølvandet på de mange mærkelige episoder i hans sygdomsliv.

Poul Smidt skjuler ikke noget for os i denne biografi – drukturene, dengang Kampmann må stoppes i lufthavnen på vej til kærlighedsmøde i Finland, hvordan embedsværket måtte dække over deres minister – men det bliver aldrig snagende eller fordømmende, og forfatteren formår at finde balancen mellem de kulørte episoder og det politiske stof. Det hænger sammen – på godt og ondt, og til slut er det sygdommen og udskejelserne, der tvinger Kampmann ud af politik.

Viggo Kampmann har i mange år stået lidt i skyggen af sin forgænger H.C. Hansen og efterfølgeren Jens Otto Krag. Måske fordi hans statsministertid var så kort, måske fordi det har været ubehageligt at tale om, at Danmark blev regeret af en mand, der i perioder var så syg, at det gik ud over hans regeringsførelse – eller måske bare fordi han ikke selv efterlod sig mange arkivalier, historikere kunne dykke ned i. Det er slut nu. Poul Smidt giver den gale og geniale Viggo Kampmann et værdigt eftermæle.

Poul Smidt: Viggo Kampmann. Gyldendal. 479 sider, 2016.