Æv. Det er min første tanke over at have læst Jonathan Safran Foers nye roman. Foer er manden bag de helt fantastiske Alt bliver oplyst (2002) og Ekstrem højt og utrolig tæt på (2005) og jeg havde glædet mig til romannyt fra hans hånd. Men i stedet for at være oplyst, højt eller tæt på, er Her er jeg bare dunkel, lav og langt væk.

Her er jeg er i virkeligheden to bøger: en banal skilsmissefortælling fra en jødisk, amerikansk familie og en dramatisk fortælling om et (fiktivt) jordskælv i Israel. Meningen er vist, at det store drama i Israel skal udstille tristessen i hverdagslivet i det evigt længselsfulde jødiske sjæl, men de to historier kommer aldrig til at hænge sammen, og bogen er sært uforløst.

Det er så ærgerligt, for der var virkelig lagt op til en fantastisk fortælling. Den slags, Foer i 00’erne viste, at han kunne skrive: En jødisk søn, der ikke vil stå bar mitzvah. En oldefar, der overlevede holocaust og som tager drastiske skridt for ikke at komme på plejehjem. En farfar, der skriver en zionistisk blog og en forfatterfar, åbenbart forfatterens kedelige og triste alter ego, der tumler med kvinderne og livets store spørgsmål.

Jeg havde virkelig gerne set Israel-fortællingen blive foldet ud, men hver gang der er optakt til drama i det hellige land, bliver det afbrudt af alenlange dialoger fra et forlist ægteskab. Dialogerne kan momentvist være både velskrevne og syleskarpe, men for det meste er de bare lange.

Hertil kommer et skvæt gammeltestamentelige referencer – Titlen henviser til Abraham og fortællingen om ofringen af Isak, men heller ikke den bliver forløst. Der er ingen, der ofrer noget, udover læseren der ofrer sin tid og forfatteren, der slagter sit talent.

Jonathan Safran Foer: Her er jeg. Tiderne Skifter, 2016. 652 sider.