Livet er for stort og fantastisk til, at man kan lade dets skæbne være op til andre. Man må selv gribe livet, som den gamle floskel siger.

Hovedpersonen Anders i den korte roman Et hus er ikke et hjem er ensom. Alene og ensom. Rækker sjældent ud efter andre. Og giver hurtigt op, hvis hans vinkende hånd ikke bliver gengældt. Han flytter fra sin lille lejlighed i forstaden og i den den store arvede lejlighed på Frederiksberg, da hans mor dør. Det tager tid at falde til. Et hus er ikke et hjem. Et hjem handler om andet end vægge og døre. Et hjem handler om tryghed og rutiner.

Den 27 årige Bi flytter ind i en af den store lejligheds værelser omtrent midt i romanen. Og det går selvfølgelig (og heldigvis) op for Anders, at han ikke kan forblive upåvirket af hendes sødme, ungdom og kvindelighed. Langsomt flettes deres hverdag sammen af fælles opvask i køkkenet, der bliver til samspisning og flere og flere samtaler. Men ak, en dag har Bi glemt at låse døren, da hun går i bad, og Anders kommer til at brase ind. Det får langt større betydning end det behøver. Men når man ikke siger, hvad man tænker og føler er det rigtigt svært!

Romanen er en fin fortælling om aleneliv, om ensomhed og om at tiden bare går. Det er ikke fordi Anders ikke kan lide andre mennesker som sådan. Han iagttager dem meget gerne på afstand og laver beskriver af dem i sin notesbog. Det er nærværet og den direkte kontakt, der er svær.

Forfatter Peter H. Olesen har endnu engang skrevet en kort, tæt og engagerende roman om en mand midt i livet. Om det der er alment og svært, uden at være dramatisk. Jeg er ret glad for hans bøger og har også læst hans roman Korrekturlæseren og læst og anmeldt Lille dansk samtidsroman.

Peter H. Olesen, Et hus er ikke et hjem, Byens forlag, 155 sider, Marts 2015