Mine forventninger til Engletræet: En blød kærlighedshistorie. Hvad jeg fik: En gevaldig overraskelse.

Bagsideteksten lovede dramatiske islæt i fortællingen, men jeg troede slet ikke, det var denne slags drama. Forvent derfor ikke en sukkersød engelsk roman, når du læser Engletræet. Læn dig tilbage og gør klar til en velfortalt historie om en barnestjerne, der bliver pacet, hukommelsestab og skræmmende iscenesatte ulykker sammensat med en tro på det gode i mennesker og kærlighedsforhold, der skal så grueligt meget igennem for at blive forløste.

Lucinda Riley er ikke kendt for kun at skrive romantiske fortællinger, men det er den stil, der fylder meget i hendes bøger. Alligevel formår hun i Engletræet at være mere hård og fylde decideret ondskab ind i sine personer på en måde, som fungerer rigtig godt.

Greta Simpson møder en amerikansk soldat, hun forelsker sig i. De bliver gift, men han fortryder, da han opdager hendes job som en slags cabaretdanser, og tilbage står hun. Med et barn i maven. Sådan forløber den stille og rolige del af romanen. Herefter spiller godset Marchmont en gennemgribende rolle i Gretas liv, da vennen, David Marchmont, opfordrer Greta til at flytte til sit barndomshjem for at føde barnet. Her møder vi første ulykkelige kærlighedsforhold, der ikke bliver forløst, og flere følger. David elsker Greta, men det er ikke gengældt.

Vi møder Greta midt i hendes massive hukommelsestab, hvor hun som en aldrende dame er tilbage på Marchmont og opdager en gravsten i haven. Barnet i maven viste sig nemlig at være tvillinger. Men som lille døde drengen. Da Greta opdager det, mange år senere, vælter hendes verden, og hendes liv udfolder sig gennem resten af romanen.

Vi følger barndommen for Gretas levende barn, en pige. En barsk opvækst, som slet ikke var mor Gretas intention. Faktisk pacede hun datteren ind i filmverdenen ud fra et ønske om at gøre det bedste for sit barn, men med det endte hun med at få så stor en del af datterens liv, at det senere i livet resulterede i fatale følger.

Der er nogle løse ender, som læseren må acceptere, for de bliver ikke rigtig forklaret. Noget så banalt som udseender for eksempel, som tit er med til at give en god indføring i en person, bruger forfatteren ikke tid på. Gretas barndom, som nogle gange flygtigt bliver nævnt, får vi ikke forklaret. Men overraskelsen over forløbet og barskheden overskygger det ærgerlige i manglerne.

Engletræet er på ingen måde forudsigelig, og det retfærdiggør de mange sider. Jeg var begejstret for at læse den.

Engletræet, Lucinda Riley, Cicero, 491 sider, udgivet 26. maj 2016, oversat af Ulla Lauridsen