”Det er ikke al arv og gæld man skal vedgå sig”, siger Arne Ziebell Olsen (1954) og når man læser om hans komplet dysfunktionelle familie i Arvesynden, kan man godt se, at han har ret.

Hans familie, der styredes af to matriarker på henholdsvis morens og farens side, var nemlig plaget af fysisk såvel som psykisk vold samt misbrug af piller og sprut. Derfor måtte Olsen slå sig fri af den sociale arv, men det var ikke det eneste han kæmpede med.

Arvesynden handler også om hvordan det var at være homoseksuel op gennem det tyvende århundrede, da bøsser og lesbiske havde endnu færre rettigheder og homofobien for alvor rasede. Frygten og hadet blussede endnu mere op i 80’erne, da man stadig troede at HIV og AIDS var uhyre smitsomt, og der ikke fandtes den samme medicin, som i dag, hvor man kan leve et helt og fuldt liv trods HIV.

Erindringerne er skrevet på vers, men uden rim eller komplicerede lyriske krumspring. Den er let tilgængelig, og kan sagtens læses selvom man ikke er vant til poesi. Derfor er der ikke helt tale om en roman, og heller ikke en digtsamling, men en skøn sammenblanding. Forlaget har kategoriseret den som en versroman og lavet bogen smal og høj, således at både bogens og tekstens format skiller sig ud fra mængden. Olsen har desuden valgt at skrive sin biografi således, at man kan læse den i udpluk, ligesom digte, og stadig få en fuld og levende historie. Det fungerer forbløffende godt og det er med til at gøre Arvesynden til en både overrumplende og stærk læseoplevelse.

Olsens personlige historie indflettes løbende i Danmarks- og verdenshistoriske begivenheder, der spænder vidt fra månelandingen til Kronprins Frederiks bryllup. Også det fungerer upåklageligt og vækkede hos mig en dyb følelse af nostalgi, hvilket var pudsigt eftersom jeg ikke er gammel nok til at have oplevet langt det meste. Alligevel kunne jeg høre Hans Kurt synge i køkkentransistoren for mit indre øre og alligevel tudbrølede jeg, da jeg blev ”mindet om” at Tove D blev fundet i Rude Skov efter et mislykket selvmordsforsøg.

Med meget få ord formår Olsen at sige rigtig meget og ramme noget fælles menneskeligt, som ikke kan undgå at påvirke læseren. Det uanset om han skriver om systemets kolossale omsorgssvigt, forældres negligering af deres børn, AIDS eller ægte fucking kærlighed. Læs den, læs den, læs den!

Arne Ziebell Olsen, Arvesynden, Skriveforlaget, september 2016, 268 sider