Polly Ho-Yen: Drengen i Tårnet
Ade (udtales Addi) er en lille dreng med et kolossalt ansvar. Hans agorafobiske mor har overladt alle huslige pligter til ham, fordi hun ikke magter dem selv. Hans eneste ven er pigen Gaia fra skolen, og hun er den eneste, han kan tale med, da bygningerne i London falder sammen én efter én. Ingen kan forklare hvorfor, og heller ikke, hvorfor folk pludseligt lægger sig ned og dør på gaden.
Drengen i Tårnet er en stille, indesluttet roman, med en stille, indesluttet fortæller. Den lille, for tidligt voksne, drengs indre liv fungerer som et elegant fundament for bogens næsten apokalyptiske fortælling. Den er oprigtigt uhyggelig på en snigende måde, hvor ubehaget kommer krybende, men aldrig overskygger Ades reflektioner over de ting, der virkelig tæller: kærlighed, afsavn, død og venskab.
Tematisk set lægger romanen tæt op af økokritiske romaner som Cormac McCarthys The Road eller Margaret Atwoods Maddaddam-trilogi, men desværre er det som om, at hverken symbolikken eller budskaberne rigtigt fuldbyrdes hos Ho-Yen. Naturen og mennesket sættes i et uheldigt modsætningsforhold til hinanden, som trods alt ikke får specielt alvorlige konsekvenser – ikke sammenlignet med hvad andre klimakrise-romaner har formået i hvert fald. Derfor virkede slutningen lidt for let og antiklimatisk, de tunge emner taget i betragtning. Trods det er Drengen i Tårnet absolut anbefalingsværdig, og kan læses af både unge og ældre.
Polly Ho-Yen, Drengen i Tårnet, Høst og Søn, august 2016, 280 sider