Efter senest Snemanden og nu Panserhjerte står det klart, at Jo Nesbø er noget af det bedste inden for nordisk krimi. Og det er en stor ros, når der skal konkurreres med blandt andet Arne Dahl og Åke Edwardson. Specielt når Jo Nesbø bare bliver bedre og bedre med hver Harry Hole-roman.

Harry Hole har endeligt forladt det norske politi efter sagen om Snemanden. Og han har gjort det så definitivt, at korpset må sende en efterforsker til Hong Kongs skumle opiumshuler for at opspore Harry, da flere mistænksomme dødsfald i Oslo ser ud til at være forbundet.

Harry har imidlertid både en uoverstigelig spillegæld og ingen speciel lyst til at blive politimand igen. Men hans fars dårlige helbred lokker ham til Oslo, hvor en serie mystiske og tilsyneladende selvstændige mord viser sig at have en svag sammenhæng.

Sammenhængen er lang tid om at åbenbare sig og leder Harry og hans få medsammensvorne gennem kringlede magtkampe i det norske politi, ned på bunden af skovsøer, op til ensomme hytter i det kolde Nordnorge, ned til Afrika og ikke mindst et par årtier tilbage i tiden.

Tempoet i Panserhjerte og spændingen er intens nok til at holde denne anmelder oppe til sent om aftenen. Samtidig er plottet tilpas finurligt til at selv de mest skarpsindige læsere vil blive overrasket og udfordret undervejs. Kort sagt: En af de bedste krimier undertegnede har læst i år.

Jo Nesbø, Panserhjerte, Modtryk, oktober 2009, 635 sider, oversagt af Allan Hilton Andersen.