Sofie Diemer: LOL-LITA
“jeg laver trylledej
ælter det på samme måde
som når du rører ved min krop”
Ingen punktummer, stort set ingen store bogstaver. Bare derudaf.
LOL-LITA er en digtsamling af debuterende Sofie Diemer, der er under uddannelse til multimediedesigner og som selv har taget det fede forsidefoto.
Digtsamlingen er let at læse. Der er mest af alt tale om to langdigte, som vi kender det fra blandt andet Caspar Erics digte. Tonen er befriende, frisk og ungdommelig og rummer af og til “chat-sms-sprog” på den levende og fornyende måde. Jeg har forstyrret min mand ved løbende at læse højt – man får lyst til at dele, når man læser om skumbananer, rigtige bananer og om kusser.
LOL-LITA handler også om mænd, begær, pizza, onani og dovne langsomme dage. Samlingen handler mere om begær end kærlighed. Mere om erobring end om ømhed. Og er i sig selv mere flakkende end fordybende – helt som vi kender ungdommen – og det er helt ok!
“jeg vil have
at hele min krop
skal være
et kæmpe springvand
alle steder
ud af alle huller
det ville være
en form for kunst”.
Sofie Diemer, LOL-LITA, Gyldendal, 80 sider, April 2016.