Bag den meget direkte titel ’Kasper’ ligger et nok endnu bedre kendt navn, nemlig Schmeichel. For de udenforstående er det nødvendigt at ridse op, at Peter Schmeichel er den måske bedste målmand, verden nogensinde har set. I Danmark var vi så heldige, at han er dansker og derfor stod på mål for det danske fodboldlandshold og blandt andet var manden bag Danmarks sensationelle sejr ved europamesterskaberne i fodbold i Sverige i 1992.

Også på klubniveau nød Peter Schmeichel meget stor succes i blandt andet Manchester United, som han ledte frem til fem mesterskaber kulminerende med den såkaldte ’The Treble’, ligatitlen, pokaltitlen og Champions League-titlen i 1999.

Peters søn hedder Kasper, og ikke unaturligt er han gået i sin fars fodspor og er blevet fodboldmålmand. Men grundet det helt urimelige sammenligningsgrundlag med faderens bedrifter mellem målstolperne har Kaspers vej mod toppen været lidt længere og en del hårdere, end hvad farmand Peter oplevede.

I dag er Kasper dog førstevalget til pladsen i målet hos det danske fodboldlandshold – og så er han nykåret mester fra Premier League i England med sin klub, Leicester City. Det skal her også nævnes, at det engelske mesterskab ikke blot var meget fortjent men også en sensation af de helt store, idet Leicester City har et budget på under en tiendedel af det, store klubber som Chelsea og Manchester City har. Oven i det så så vi i sæsonen 2014-15 et Leicester City, der året efter, de var rykket op i den bedste engelske række, med nød og næppe reddede sig fra at rykke ned igen. På alle måder en solstrålehistorie.

Når Christian Mohr Boisen vælger at fokusere på manden i målet hos Leicester City, er det naturligvis fordi, han er dansker, og fordi han via sin fars fantastiske karriere er en rigtig god historie.

Det var en lang forhistorie. Her er så min uforbeholdne mening om bogen: Den irriterer mig. Som uddannet og erfaren journalist er jeg irriteret over, at Christian Mohr Boisen ikke har lavet en aftale med Kasper Schmeichel om at skrive bogen. Det irriterer mig, at 90 procent af bogen bygger på andres arbejde, interviews og udtalelser. Det irriterer mig, at løse rygter, baggårdsfortællinger og spekulationer ligger til grund for forklaringer på beslutninger, Kasper Schmeichel skulle have truffet. Og det irriterer mig, at en så stor del af researchen til bogen så tydeligt er hentet fra sociale medier som Twitter og Facebook.

Mit problem er, at det, der mere end andet irriterer mig, er, at den er så hamrende underholdende. Boisen fortæller nemlig en herlig, sammenhængende historie, og jeg er faktisk grebet af fortællingen fra starten. Jo, jeg kendte en del af historien i forvejen, men jeg har rent faktisk lært en del ved at læse ’Kasper’ – eller rettere: det tror jeg, jeg har. Jeg kan bare ikke vide mig sikker. Og det irriterer mig. Jeg havde det så samme måde, da jeg læste Boisens ”Ronaldo” og ”Zlatan”. Men han skriver godt, og jeg ved, hvad jeg får, når jeg læser hans bøger.

Derfor ligger min største irritation nok i, at jeg glæder mig til hans næste bog.

Kasper, Christian Mohr Boisen, Lindhardt og Ringhof, 176 sider, 20. maj 2016