John Williams: Augustus
Er du interesseret i historier om de gamle romere og om det store kejserrige, så kender du sikkert også til en række af de største personligheder, der prægede de omkring 500 år, størstedelen af Europa blev styret fra Rom.
Er du lidt mindre velbevandret i denne del af historien, så kender du måske bedst til denne del af verdenshistorien gennem tegneserier som Asterix og er af den tro, af Julius Cæsar faktisk var Roms første kejser. Det var han ikke. Til gengæld lagde hans efternavn navn til den største og mest eftertragtede politiske titel i Europa i de følgende 500 år.
Den første kejser af Det Romerske Imperium var Augustus. Og det er ham, John Williams har skrevet en helt unik bog om. Og han har gjort det på en ganske anderledes måde – i hvert fald for os læsere, der ikke i forvejen var bekendt med John Williams’ værker som ”Stoner” og ”Butcher’s Crossing”. Williams benyttede sig af brevformen til at levendegøre handlingen i ”Augustus”, og det blev en stor litterær succes, der i 1973 vandt ham ’National Book Award’.
Der ligger en kæmpe viden og et enormt stykke research bag arbejdet med ”Augustus”, og du får ikke alene præsenteret vigtige dele af verdenshistorien fra kejserens egen pen, du får også meninger og holdninger og derved perspektiv til den moderne verden. Alt det er en stor, stor oplevelse.
Endnu en stor oplevelse er, når Williams portrætterer Det Romerske Riges første kejser, eller ’Princeps’, som han selv kaldte sig, gennem andres øjne – især datteren, Julia. Det giver os et spændende og ganske unikt indblik i personen Gaius Octavius – kejserens fødenavn.
Min eneste anke er, at alle breve er opdigtede og altså ikke har bund i virkelige korrespondencer. Kunne de være skrevet således, som Williams valgte at præsentere dem? Absolut. Og stiller du op med verdens tyve bedste forfattere og historikere, er det ikke sikkert, nogen ville kunne komme tættere på sandheden, end Williams kom i ”Augustus”. Men de er stadig digtede – og baseret på gætterier. Og det har jeg det grundlæggende svært med.
En anden mindre udfordring er de mange navne og steder, der er nævnt i alle breve. De har alle hold i virkeligheden og er resultatet af hans fabelagtige research og store viden og derfor som sådan fuldt ud accepterede fra min side. Min udfordring, at de stiller kæmpe krav til min forhåndsviden og egen interesse i emnet. Interessen er der, men jeg kan mærke, at Williams udfordrer min vidensbank, og det gør, at jeg ikke længere kan lægge mig tilbage og nyde den fantastisk skrevede beretning men også skal huske på et gigantisk person- og lokationsgalleri. Og det føles pokkers meget som at læse lektier.
En sidste udfordring er, at brevene i stor stil er skrevet i samme tone og derfor virker lidt mindre troværdige. Det kan jeg dog leve med, for jeg elsker stilen.
Min konklusion er, at jeg er blevet uendelig meget klogere på en verden, der interesserer mig voldsomt, men hvor jeg ikke er helt sikker på, hvor meget der reelt er sandt. Til gengæld har jeg fået en herlig læseoplevelse.
Augustus, John Williams, Lindhardt og Ringhof, 384 sider, April 2016.