Håkan Nesser folder igen den lidt mere mystiske side af sit forfatterskab ud i dette tredje bind i sin storby-trilogi, der denne gang tager os til Berlin.

Arnes far ligger for døden og som sit sidste ønske beder han Arne finde sin mor, der dengang Arne var helt lille stak af til Berlin med en trubadur. Han giver Arne en lille låst æske, som han skal give til sin mor.

Arne er ikke helt klog på grund af en hovedskade, han pådrog sig som barn og tanken om, at han skal til Berlin helt alene, bekymrer hans farbror og tante. Men Arne tager af sted med en ordbog og lyst sind og alt går fint. Lige indtil nogen stjæler hans sko, og han bliver hypnotiseret af en sommerfuglemand og pludselig befinder sig i 1600-tallet som Aron, der skal redde Beate fra at blive brændt på bålet som heks.

Forvirret? Også mig. Og fuldstændig som i Himlen over London er jeg ikke helt med på, hvad der foregår hele tiden, men jeg kan lide det alligevel. Fordi Nessers tone og ordvalg – og her må man virkelig rose oversætteren for at få det frem – bare er noget særligt. Jeg nyder bogen og historien, mystikken og sproget – på trods af jeg normalt ikke bryder mig om at blive forvirret, når jeg læser.

Det er et moderne eventyr for en ægte Nesser-fan.

Håkan Nesser, Elleve dage i Berlin, Modtryk, april 2016, 349 sider.