Lad mig med det samme slå fast, at sproget i Ensomheden glider ned som fyldte chokolader. Det er poetisk, smukt og med masser af fine passager. Dette er grund nok til at læse Ensomheden.

Historien er også rigtig god: vi følger en dreng ved navn Smith, som har en storebror Hanny, der er udviklingshæmmet og ikke taler. De vokser op i London i en familie, der er meget troende, specielt deres mor, som Smith kalder Mutter, er en meget overbevist katolik. En gang om året ved påsketid drager den lille lokale menighed med deres præst fader Wilfred til Ensomheden, som ligger ved Lancashires kyst. Her har de deres bøns- og bodsuge, hvor de besøger lokale kirker, helligdomme og skrifter til fader Wilfred. En stor del af rejsens omdrejningspunkt er at bede for Hennys helbredelse.

Det sidste år de er der med fader Wilfred, sker der noget, som fuldstændig ændrer den gamle præst og da de kommer tilbage til London, er han ikke sig selv. Kort tid efter dør han – måske på mystisk vis. Der går nogle år, hvor den lille gruppe ikke kommer af sted til Ensomheden, men så skal det være. Gruppen drager af sted med deres nye præst fader Bernard og det er Mutters hensigt, at det denne gang skal det lykkes, at Henny bliver rask.

Fader Bernard gør sit bedste for at gøre sin lille menighed tilfreds, men alene det, at han gør tingene anderledes end fader Wilfred, er nok til, at han ikke helt bliver accepteret.

Vi følger historien gennem Smiths fortælling 40 år senere, hvor han ser tilbage på alt det mystiske og uforklarlige, der skete den påske for mange år siden, hvor der endelig skete et mirakel. Eller var det et mirakel eller noget helt andet?

Romanen er både en smuk fortælling om to brødre og deres sammenhold og en fortælling om tror og overtro. Det er hjertegribende som Smith passer på sin storebror, som ikke kan klare sig ved egen hjælp. Det er smertefuldt, som Mutter presser begge sine sønner, for at få et mirakel til at ske, og vemodigt, at deres far står på sidelinjen og aldrig rigtigt får sagt fra. Beskrivelserne af Lancashires kyst og området rundt omkring er helt fantastiske, jeg kunne dufte havet, se det grå lys og fornemme kulden.

Ensomheden er en rigtig god læseoplevelse. Dog er jeg lidt usikker på slutningen, jeg summer stadig over, om jeg køber præmissen. Men jeg er helt sikker på, at dette er en bog, som jeg klart vil anbefale, så læs den – og nyd den.

Andrew Michael Hurley, Ensomheden, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 336 sider, dansk udgave april 2016, oversat af Kim Langer