“Håbet synker i min mave som en overfyldt båd med illegale flygtninge. Der er ingen overlevende, det ved jeg allerede nu. Jeg ser på Sagsbehandlerens spændte ansigt, uden at høre efter hvad hun siger, tæt på er hendes hud grov og tør.”

Elvira er en stærkt overvægtig 39 årig kontanthjælpsmodtager, med et begrænset socialt netværk, men et meget stort ønske om at opnå en førtidspension. Problemet er bare, at det kræver en varig nedsat arbejdsevne at få sådan en førtidspension, og så er vejen lang, når man “ikke lider af noget som helst og faktisk meget sjældent er syg”. Det afholder dog ikke Elvira for at være en lettere besværlig borger, når hun møder på jobcentret og når hun sendes i aktivering.

På hjemmefronten mangler hun dog ikke kompetencer. Hun tager sig af sin tvillingebror, der er afhængig af stoffer. Og hun har nattevagt (sort naturligvis, hun er jo på kontanthjælp) på et bordel, hvor hun både passer telefoner og skifter sengetøj.

Jeg har sjældent læst noget med så hurtige stemningsændringer. Følelserne i mig sprang fra glæde til forfærdelse, nærmest fra side til side. Det ene øjeblik er det underholdende, morsomt på kanten til det komiske og det næste er det alvorligt, trist og grufuldt. Men det fungerer, det er troværdigt, det er ret godt gået!

Mon det ender lykkeligt, tænkte jeg flere gange, jeg ville så gerne Elvira det bedste. Selvom hun er stor som en kummefryser, æder som jeg ved ikke hvad, lukker sig inde i lejligheden og har håndtryk som en skovsnegl, når hun møder på kommunen, kom jeg hurtigt til at holde af hende og heppe på hende.

Om bogen har en happy ending? Det afslører jeg ikke. Læs selv bogen – den er fyldt med overraskelser og er rigtig godt skrevet!

Anne-Sophie Lunding-Sørensen, Happy ending, Gyldendal, April 2016, 216 sider.