Anne-Sophie Lunding-Sørensen: Happy hour
Yes! Jeg er glad, det er en fornøjelse at gense Elvira fra bøgerne Happy ending og Happy family. Klik på titlerne og du springer direkte til mine anmeldelser af de første bøger med Elvira.
Desværre er Happy hour (hulk) det sidste bind i trilogien om den skønne politisk ukorrekte (anti)-heltinde, der lokker smil frem på denne læsers læber. Helt slut er det dog ikke med Elvira, gudskelov, for filmselskabet SAM productions arbejder fortsat på en tv-serie-filmatisering (jeg krydser SÅ meget fingre for at det lykkes!).
Elvira er arbejdsløs. På kontanthjælp. Med en sagsbehandler i jobcentret. Men hun er meget mere end arbejdsløs og hun er slet ikke uden evner! Hun udlejer værelser til kvinder, der jævnligt får besøg af mænd. Og hun tjener penge på det. Men det er jo en branche, der tiltrækker andre med interesse for hurtige penge, så man skal helst have øjne i nakken og være vågen konstant. Nogen vil tage røven på hende. Men får de lov til det?
Det er som om at Elvira er blevet klogere på livet her i bind 3. Og med hendes udvikling mod at være en mere voksen og moden kvinde, kommer der også en mere alvorlig tone eller stemning ind i romanen. Det er helt på sin plads og det står heldigvis ikke i vejen for de morsomme, groteske og sjove scener, som vi kender fra de andre romaner. Bedst som vi tror, at NU er livet ved at udvikle sig for Elvira til at være minde kompliceret, træffer hun igen-igen beslutninger, der ikke er helt efter bogen. Men det gør hende jo bare til den hun er. Elvira – en (anti)-heltinde.
Det er umuligt at vide, hvor Elvira tager os hen. Hun er uforudsigelig. Jeg havde derfor slet ikke forudset bogens slutning. Men det er den mest perfekte slutning! En begyndelse til noget nyt! Nysgerrig? Læs selv, jeg afslører ikke mere.
Anne-Sophie Lunding-Sørensen, Happy hour, Gyldendal, 252 sider, August 2019.