// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Sophie Lunding Sørensen: Happy Family
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anne-Sophie Lunding Sørensen: Happy Family

Skrevet af den 1. september 2018 – 07:40Ingen kommentarer

Happy Family er sjov! Og alvorlig. Og værd at læse.

“Det er min fødselsdag, jeg fylder 40, og regnen vælter ned fra himmelen, som om den ville sige mig noget med det.”

Happy Family er et glædeligt og morsomt gensyn med den 40 årige, arbejdsløse kontanthjælpsmodtager og stærkt overvægtige Elvira Gregersen fra Herlev, nu bosat i en mindre lejlighed i Nordvest. Hendes primære erhvervskompetencer har hun fra ”jobbet” som telefondame på et bordel. Nu er hun i gang med at banke sin egen biks op. I Glostrup. Med at korttidsudleje værelser til letpåklædte kvinder. Og deres kunder.

Happy Family er en fortsættelse til romanen Happy Ending, som jeg også med fornøjelse har læst og anmeldt. Om mit første møde med Elvira skrev jeg: “Jeg har sjældent læst noget med så hurtige stemningsændringer. Følelserne i mig sprang fra glæde til forfærdelse, nærmest fra side til side. Det ene øjeblik er det underholdende, morsomt på kanten til det komiske og det næste er det alvorligt, trist og grufuldt. Men det fungerer, det er troværdigt, det er ret godt gået!” Jeg har det næsten på samme måde med Happy Family. Det er stadig morsomt på kanten til det komiske i dele af bogen og alvorligt når Elvira tager sig af en illegal flygtningedreng i andre dele.

Romanen er også et gensyn med Elviras tvillingebror, den underernærede x-narkoman, som nu har fundet sig en speedsnakkende kæreste med en kæmpe hund. Og et gensyn med den lidt ældre antikvitetshandler Henry, som hun er en slags kæreste med. Og Køster for søren! Køster som vi også kender fra første bog. Barndomsvennen, der viser sig at være langt mindre sympatisk end Elvira har troet. Jeg vil anbefale dig at læse den første bog, inden du kaster dig over Happy Family. Happy Family er for øvrigt navnet på en særlig ret på den kinesiske restaurant hvor hun første gang møder den kinesiske dreng.

Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at der til sidst i bogen er nogen, der bliver tilbageholdt og senere hjulpet fri. Det hele går lidt let op, men det går an, da bogen ikke er brandet som værende en thriller, men mere som en komisk satirisk roman.

Vi slipper heldigvis ikke så let af med Elvira, hun er en vedholdelde, kærlig og stædig heltinde, som forfatteren allerede nu skriver bind 3 om. Juhu! Og med lidt held får vi hende også at se på skærmen, der skrives pt. på en tv-serie med Elvira i hovedrollen. Hvem mon skal spille den 40 årige 149 kilo tunge kvinde? Det er immervæk nogle kilo.

Anne-Sophie Lunding Sørensen, Happy Family, August 2018, 216 sider, Gyldendal.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.