Brunonia Barry: Søstrene i Salem
“Søstrene i Salem” er historien om den 32-årige Towner Whitney, som efter 15 år vender hjem til Salem i det østlige USA. Egentlig var hun rejst fra byen for bestandigt, men da hendes grandtante Eva forsvinder vælger hun alligevel at rejse hjem. Dette bliver starten på en rejse tilbage til dengang for 15 år siden, hvor hendes søster begik selvmord.
Senere forsvinder endnu en kvinde fra byen, og vi følger Towner og den lokale politimand i deres bestræbelser for at finde kvinden. Undervejs udvikler deres forhold sig til noget der minder om kærlighed.
Bogen springer i tiden, og vi oplever således Towner før og efter hendes søsters selvmord. Vi bliver vidner til familiens hemmelighed, og får en forklaring på, hvorfor Towner har forladt byen.
Kvinderne i Towners familie er kendt for deres evne til at kunne læse i kniplinger og opfattes derfor af nogle som hekse. Og derfor er det ikke tilfældigt, at det er Salem, der er rammen om fortællingen. Salem er en havneby ved Atlanterhavet i Massachusetts, 30 km nord for Boston. I 1692 fandt en decideret heksejagt sted i Salem, hvor en række såkaldte hekse blev fængset i månedsvis uden retssag, og hvor nogle endte med at blive hængt på Galgebakken.
I “Søstrene i Salem” møder vi en række deciderede hjernevaskede kristne fanatikere, som absolut ikke kan lide, at der læses i kniplinger eller spåes ind i fremtiden. Det hele kulminerer med en meget spændende og voldsom heksejagt. En flugt for Towner, der går gennem ild og vand.
Jeg må indrømme, at jeg ikke i forvejen kendte til hekseprocesserne i Salem, og måske derfor måtte jeg et godt stykke ind i bogen før det gik op for mig, hvad den egentlig handlede om. Det betød, at jeg den første tredjedel af bogen var en meget tålmodig læser, der ikke følte mig synderligt underholdt. Men jeg må dog tilføje, at i takt med at jeg lærte Towner bedre at kende, blev bogen langt mere spændende og til sidst kunne jeg slet ikke lægge den fra mig.
Brunonia Barry er født i 1950 i Massachusetts, og uddannet i litteraturvidenskab og kreativ skrivning. Hun flyttede i 1995 med sin mand til Salem, og fik da ideen til at skrive bogen “Søstrene i Salem” på et kursus i at kniple. Læs mere om forfatteren, Salem og bogen på Brunonia Barrys hjemmeside.
Brunonia Barry, Søstrene i Salem, Bazar, Oversat af Henriette Rostrup, 410 sider, september 2009.