Ishuguro kan noget, kun meget få forfattere kan. Han kan gøre alle fortællinger smukke. Okay, jeg har ikke oplevet alle fortællinger gennem Ishiguros magiske sind og hænder, men det er den opfattelse, han efterlader mig med, når jeg har læst hams seneste værk ”Den begravede kæmpe”.

Er du Ishiguro-begynder, så kan jeg fortælle dig, at det var ham, der begejstrede en hel verden med værker som ”The Remains of the Day”, ”Never Let Me Go” og ”When We Were Orphans”, hvor den første vandt ham den eftertragtede Booker-pris og desuden blev til en uforglemmelig film med den fremragende Anthony Hopkins og den ikke mindre fremragende Emma Thompson i hovedrollerne. Dengang handlede det mere om en slags forundring over, hvordan en japansk forfatter kunne ramme den engelske stil, charme og sjæl så præcist med sine ord, sine beskrivelser og især den underliggende stemning.

Ishiguro er rigtig nok født i Japan, men allerede i 1960 kom han som seks-årig til England, og hans fornemmelse for og forståelse af den britiske kultur er helt igennem enestående. I ”Den begravede kæmpe” udmønter den sig i en handling, der sender så mange takketaler til Shakespeare, at det næsten er synd, den gamle barde ikke fysisk er til stede. Hans hyldest til historien – både i form af en handling, der udspiller sig i den sene riddertid, hvor saksere og normannere var de stridende parter, og i form af et sprog, der er så velgennemtænkt og udsøgt ned til mindste detalje, at det nærmest udgør rendyrket perfektion – er en fornøjelse at være inviteret til at nyde.

Ishiguro skriver, så fuglene synger, kirsebærtræerne blomstrer, og musikken spiller i absolut harmoni for mit indre øre – selv når det er på dansk. Og så skylder vi en kæmperos til Jakob Levinsen, der har leveret den danske oversættelse. Beskrivelserne er korte, indirekte og blændende præcise, og ingen laver overgange, som han gør.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet at læse andre forfattere – udover den gamle barde selv – hvor handlingen nærmest først kommer i sidste række. I denne historie følger vi det ældre par, Axl og Beatrice, der begiver sig ud for at finde deres søn i en landsby et stykke væk. Men deres rejse kaster dem i armene på en række personer og handlinger, der for alvor er med til at ændre målet for selve deres odysse.

Det her er en oplevelsesbog, hvor billederne kæmper om dine øjnes gunst – uden at den overhovedet er illustreret. Og det er forfatterens evner til at skabe dem, jeg vil takke. Ishiguro besidder en nærmest stoisk ro selv i de mest emotionelle sekvenser. Og den ro forplanter sig direkte til mig, når jeg læser ham.

Kazuo Ishiguro, Den begravede kæmpe, Gyldendal, September 2015, Kazuo Ishiguro: Den begravede kæmpe, 384 sider