Inger Wolf: Sangfuglen
Jeg vil tro, at mange læsere og anmeldere har høje forventninger til Inger Wolfs nye bog “Sangfuglen”, som udkommer i dag. Hendes to tidligere bøger “Sort sensommer” og “Frost og aske” blev nemlig godt modtaget. “Sangfuglen” er bind 3 i serien om Daniel Trokic, vicekriminalkommissær med kroatisk baggrund, og it-ekspert og kriminalassistent Lisa Kornelius.
I Rådhusparken i Århus finder politiet en morgen liget af en ung kvinde. Hun er faldet ned fra stor højde og har højre arm er fuld af snitsår og politiet gætter på, at der er tale om selvmord. Det viser sig dog snart, at kvindens seneste tid har været præget af mareridt. Og da en yngre kvindelig dyreaktivist få dage senere påkøres af en flugtbilist får Daniel Trokic og Lisa Kornelius endnu mere at opklare.
Inger Wolfs private bibliotek rummer en række bøger om narkotiske stoffer, og et ukendt stof med oprindelse i Sydamerika er netop en af de spor politiet følger i “Sangfuglen”.
Sideløbende med opklaringerne følger vi Daniel Trokics private søgen efter hans forsvundne kusine i Bosnien. Denne sidehistorie virker dog en anelse løsrevet fra resten af bogen.
“Sangfuglen” levede desværre ikke helt op til mine høje forventninger ikke mindst om spænding fra start til slut. Der bliver dog skabt en spænding i slutningen af bogen, hvor Lisa Kornelius forsvinder, men tempoet bliver næsten for højt sammenlignet med stilen i resten af bogen – og Lisas heltindeevner bliver efter min smag for utrolige. Læs bogen, bedøm selv, og efterlad meget gerne en kommentar her på siden.
Inger Wolf er født i Herning i 1971. Hun bor i dag i Århus med sin datter og sin kæreste. Hun har en BA i engelsk fra Handelshøjskolen og lever primært af at oversætte tekster. Du kan læse mere om bogen og Inger Wolf på hendes hjemmeside.
Inger Wolf, Sangfuglen, Modtryk, September 2009, 301 sider.
[…] Bogblogger har også skrevet om Sangfuglen. Læs om det her. […]