Hans Otto Jørgensen modtog årets kritikerpris for tredje og sidste del af sin fortælling om det danske landbrugssamfunds udvikling fra 1930’erne til i dag. “Ida og Axel-trilogien” består af romanerne “Helt og Heltinde” (2001), “Den fotograferede dreng” (2002) og endelig “Med plads til 100 køer” (2007), og selvom man umiddelbart skulle tro, at tre bøger udgivet over seks år kan læses hver for sig, så giver de i hvert fald kun (god) mening, hvis de læses i kronologisk rækkefølge.

Rammen om fortællingen er en families fotoalbum, og fra tid til anden titter en fortæller frem, der forklarer, hvad man ser på billederne. På den måde bliver fortællingen næsten filmisk, tv-agtig. Man kan næsten se, hvordan et gustent sort/hvid-billede toner over i drømmende tilbageblik og materialiserer sig i fortællerens indre biograf.

Men også kun næsten. For selvom idéen er god, så lader udførelsen noget tilbage at ønske.

Vi følger en næsten klassisk historie om tilblivelsen af en landbo-slægt fra Viborg-egnen, og hvordan de gamle værdier som Gud, familie og gården blev slået ihjel af moderniteten.

Sivertsen og Amalie får sønnerne Erik og Ejnar. Erik vælger bogen, Ejnar bliver på gården. Da Amalie dør, får han og gamle Sivertsen en husbestyrerinde, Ida, der allerede har en søn, Axel, som hun har fået under en flugt til syndens stad, København, og hvis far er en ægte kunstner.

Ida og Ejnar gifter sig og deres liv går med at slæbe sig selv halvt ihjel for at få gården til at løbe rundt. Det hårde liv betyder, at Ejnar bliver gammel før tid (43 år, og så ville kroppen ikke længere), og Ida falmer mindst lige så hurtigt.

De får sammen (eller er det mon karlen Flemming?) sønnen Erik, der sammen med Henriette overtager det der nu er blevet slægtsgården, mens hans halvbror forfølger et liv som udsvævende og falleret kunstner i København.

Det er ikke en dannelseshistorie. Vi lærer ikke noget. Det er en ren, rå realisme, som ellers mest er kendt for at skildre storbyens forrående miljøer blandt junkier, trailerpark-trash og bumserne på bænken. Men livet på landet er også dirty, og selv når der af den sandede midtjyske muld fremdyrkes et kunstnerisk talent som vor hovedperson, Axel, så kan det aldrig blomstre helt.

Jørgensen mestrer stillistisk den bondske tilværelse, som portrætteres. Han går ned i detaljerne med beskrivelsen af markerne, afgrøderne, staldene og ikke mindst menneskene, der for det meste er tavse og sjældent udveksler andet end almindeligheder med hinanden, alt imens deres verden – både den indre og den ydre – er ved at bryde sammen. Han ved, hvornår en ko er “unem” eller hvornår man kan bruge et ord som “bufle”. Det er dérfor, Jørgensen kan skrive ærligt og troværdigt om livet på landet gennem det meste af et århundrede.

Men at jyske bønder er lidt kedeligt selskab til en fest for ikke-bønder kommer desværre også til at præge fortællingen. For der er ikke noget særligt ved hverken Ida, Ejnar, Axel eller nogen af de mange andre personer, vi møder. Der er ikke noget overraskende. Efter at have brugt 500 sider i selskab med familien er det svært at fortstå, hvorfor man skulle lære dem at kende. De er så ordinære og almindelige, at det næsten gør ondt. Ida havde ellers en opvækst og et sind, der lægger op til mere og andet, men det formår Jørgensen ikke at bruge til noget.

Hans Otto Jørgensen: Ida og Axel-trilogien, Gyldendal, 2008.