// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Louisa Lorang: Mit cowgirl køkken
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Louisa Lorang: Mit cowgirl køkken

Skrevet af den 2. maj 2015 – 07:49Ingen kommentarer

USA er et stort land, et meget stort land. Men selvom danskerne godt ved, at de forskellige europæiske lande har forskellige spisevaner, så kniber det stadig med at kende kulinarisk forskel på USA’s mange stater.

Danskernes viden om amerikanernes køkken er stadig begrænset til omtrent de ting, der nemt går ind under begrebet fast food. Men amerikanerne kan meget andet og meget mere end det. Louisa Lorang viser et lille udsnit af det amerikanske køkken i sin nye bog om, hvad de kan i Texas, og det er bestemt andet og mere end burger og pizza.

Texanerne er stærkt inspirerede af de mange mexicanere, der bor i staten. Det har resulteret i begrebet texmex (gæt selv hvad forkortelsen står for), som er en version af mexicansk mad tilpasset amerikanernes smagsløg og ingredienser. Det er overraskende grønt og varieret med masser af fisk, skaldyr, salsaer, osv. Der er stor vægt på texmex i ‘Mit cowgirl køkken’, men udover det er her også mere klassisk amerikanske retter, og ikke mindst de gode amerikanske desserter, som pecan pie, cobblers, osv. Slutteligt er her også et par gode opskrifter på drinks, både med og uden alkohol – og hvem kan ikke godt bruge en opskrift på en god margarita eller to!

Selve bogen er fyldt med billeder, både af lækker mad og af steder og mennesker, som giver en god stemning, og som bestemt også giver lyst til at gå i køkkenet.

Der er gjort en del ud af at bruge ingredienser, som kan fås i supermarkedet herhjemme, men der er dog hist og pist en ingrediens eller to, som nok kræver lidt mere intens søgning end bare i supermarkedet. Det synes jeg nu ikke gør noget, man får jo kun udvidet horisonten hvis man prøver noget nyt, og desuden står der som oftest, hvad der kan bruges om erstatning.

Jeg glæder mig til en sommer i selskab med Louisa Lorang og det texanske køkken, som er fyldt med farver, krydderier og margaritas!

Louisa Lorang, Mit cowgirl køkken, Lindhardt og Ringhof, April 2015

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.