De tusinde spejles ø er Nayomi Munaweeras debutroman. Bogen er longlistet til The Man Asian Literary Prize 2012, og det er ikke svært at forstå hvorfor. For Munaweera har et gribende og sanseligt sprog og præsenterer en spændende og tankevækkende fortælling om tre pigers forskellige skæbner.

Munaweera er selv født på Sri Lanka og opvokset i Nigeria, men ligesom den singalesiske familie Rajasinghe emigrerede hendes familie også til USA. I bogen følger vi familiens to piger Yasodhara og lillesøsteren Lanka, som vokser op i et fornemt hus, da borgerkrigens uroligheder bryder ud i lys luge.

På trods af forskelligheder bliver pigerne tætte venner med den tamilske dreng Shiva. Det er minderne om hovedstaden Colombo og et land præget af fordomme, frygt og forskelligeheder, der præger pigerne og deres minder om den frodige ø. En helt anden fortælling får vi via den tamilske pige Saraswathi, som i modsætning til de singalesiske piger vokser op i en lille landsby, hvor hendes familie kæmper for det daglige brød.

Det er en meget flot og gribende fortælling om forskellighed, venskab og kærlighed. En stor fortælling, som trods små fejl (gentagelser og en fortællestruktur, som til tider virkede lidt rodet) er spændende og indtagende. Munaweera beskriver med hele kroppen – alle sanser og skaber billeder, som klinger længe efter endt læsning. Selvom der ikke er en direkte sammenligning, så får jeg lyst til at trække en tråd til Isabella Allendes Åndernes Hus. Munaweera skriver ikke magisk realisme, men der er nogle af trækkene i romanen, som minder om det. Det er en dragende og stærk roman. Jeg glæder mig til at læse mere af denne forfatter.

Nayomi Munaweera, De tusinde spejles ø, Januar 2015, 238 sider, Cicero.