– Hvad er det, du skriver? Hvad handler det om?
– Det er lidt svært at forklare.
– Jamen, er det spænding, eller sådan?
– Nej, det kan man vist ikke sige.
– Hvad er det så? Er det selvoplevet?
– Næ. Jo, på en måde.
– Jamen, det må da handle om noget.
– Det handler mest sådan om almindelige mennesker.
– Det lyder kedeligt. Hvad laver de?
– Drikker kaffe og snakker og sådan noget.
– Hold da op.

Sådan lyder en meget typisk samtale i Helle Helles nyeste roman, Ned til hundene. Her møder vi en unavngivet forfatter, der forlader sin læge-mand, parcelhuset og den vildtvoksende stedsegrønne have og tager bussen afsted mod no-where og ender mit i stuen hos Putte og John i en dødsyg sydsjællandsk landsby, hvor bussen kun kører een gang om dagen, og hvor der tilmed er langt til Næstved. Kan vi næsten komme længere væk?

Bogen handler netop om almindelige mennesker, der drikker kaffe og snakker. Ikke andet.

Helle Helle formår at beskrive den ualmindeligt kedelige tilværelse, hvor dagens højdepunkter er at lukke en onkels hunde ud, spille ludo om rengøringstjansen eller spise uendelige mængder toast med spejlæg (!), mens man fodrer brændeovnen med briketter.

Vi er hos socialklasse fem i en del af Danmark, hvor hverken internettet, café latte eller rucola er en del af ordforrådet, og Helle Helle formår som ingen anden forfatter at vise det frem i et sprog, der er så præcist, at man gang på gang må tage sig i at læse sætningerne igen.

Hovedpersonen, som Putte døber Bente, flytter ind og bliver en del af det miserable liv, som føres i det lille hus. Hun glider umærkeligt ind og forsøger at indtage en position som iagttager. Hun vil ikke være til besvær, men da John bliver kørt ned, er hun nødt til at overtage den vigtige opgave med at lufte hundene hos onklen, mens Putte er hos John på hospitalet.

En LOTTO-kupon bliver omdrejningspunktet for noget, der kunne minde om en konflikt, og den driver på overfladen historien frem, men fremdriften sker i dialogen. I de små hverdags-samtaler, der er så kendetegnende for Helle Helles prosa.

Helle Helles stil er unik, men giver mindelser om Herman Bang. Hun lader ordene vise, hvad der sker, og formår på den vis at fremstille folk, de fleste nok vil finde håbløse og idiotiske, med empati og forståelse.

Det er ikke en fantastisk historie, ja, den kan knap kandidere til titlen som “hverdagsdrama” – der er simpelthen ikke noget drama. Men det betyder ikke, at det ikke er en god bog. Tværtimod. Det er en glimrende bog, og for første gang siden Helle Helles debut med “Rester”, fungerer hendes stil fra begyndelsen til slutning, og det gør “Ned til hundene” til en fornøjelse at læse.

Helle Helle: Ned til hundene, Samleren, 2008.