Anna Grue: Det taler vi ikke om
Måske kender du bedst Anna Grue som forfatteren bag den anmelderroste krimiserie med den skaldede detektiv Dan Sommerdahl i hovedrollen. Nu har du også mulighed for at (gen)-læse en af forfatterens tidligere udgivelser, da spændingsromanen Det taler vi ikke om netop er genudgivet.
Det taler vi ikke om er først og fremmest en spændingsroman, hvor den unge kvinde Marie rejser til England for at få styr på sine rødder. Hun er vokset op i Danmark hos sin mormor og morfar, og da hendes mormor dør og Marie dykker ned i bøger, fotos og andre minder fra barndommen, rejser der sig en række spørgsmål, som hun ikke kan lade stå ubesvarede hen. Hvordan døde hendes forældre egentlig? Lever hendes bror endnu? Hun lokker sin veninde Stine med til England, hvor hun udforsker hun sin egen fortid ved at opsøge steder og personer med tilknytning til hendes forældre.
Derudover er bogen et vidnesbyrd om, at det sjældent er godt at undlade at fortælle sandheden. Når børn bliver store, vil de undre sig, stille spørgsmål og finde svaret på deres baggrund. Og sandheden gør ofte mere ondt, hvis den præsenteres efter en årerække med løgn eller fortielser.
Anna Grue skriver i et letlæst sprog, der passer godt til genren og til den unge kvinde Marie. Jeg fulgte hende gerne til England og ønskede også svar på, hvad der var blevet af hendes storebror. Ham lykkedes det at finde i England! Vi møder også en særegen ældre kvindelig gartner, der kan huske da Marie var spæd. Det taler vi ikke om er nogle timers god underholdning på en regnfuld onsdag.
Anna Grue, Det taler vi ikke om, Politikens forlag, 272 sider, April 2014, 2. udgave, Oprindelig udgivet 2006.