Nicolai Halken Skytte: Den økologiske bager – Emmerys
Emmerys var en af de første bagere, der begyndte at gå udenfor bagernes vante rammer bestående af fedtet wienerbrød og rundstykker, der vejede mindre end posen, de kom i. Emmerys koncept lød (og lyder stadig) på høj kvalitet og på økologi, og det mindede os om hvordan brød og andet bagværk egentlig bør smage, når det bliver lavet ordentligt.
I dag er det næsten umuligt at runde et gadehjørne uden at gå forbi en bager, der har sin egen variant af konceptet med kvalitet, og der er da også blevet en del flere af Emmerys butikkerne med årene. Og det er jo kun dejligt for alle os, der godt kan lide et godt brød, der er bagt fra bunden med gode råvarer.
Bogen her giver mulighed for selv at prøve kræfter med Emmerys opskrifter. Her er både komplicerede og ukomplicerede opskrifter, og de spænder vidt over det daglige brød til de lækreste kager. Her er alt fra hvedebrød, rugbrød og knækbrød til tebirkes, cookies og citronmåne. Mulighederne er mange, det er bare at klø på med nogle gode råvarer, så er det muligt at få lidt af magien fra Emmerys i sit eget hjem.
Nicolai Halken Skytte, Den økologiske bager – Emmerys, Lindhardt & Ringhof, 2013, 239 sider.