Ni ud af ti bøger jeg anmelder, er bøger for store børn. Når jeg så får en horrorbog for voksne mellem fingrene, er jeg absolut ikke i rutine med det virkeligt uhyrelige!

Allerede første historie i Frygtfilerne II ramte lige i mellemgulvet og jeg måtte overvinde mig selv for at læse den helt til ende. Gamle Fisseskæg er et frastødende navn til en endnu mere frastødende gammel mand. Tilsyneladende en bums der hænger ud på et diskotek, et oplagt offer for aggressive fulde unge mænd. Eller er det i virkeligheden omvendt?

Bogen har et efterskrift, der sammen med forfatterens blog, er ligesom godt ekstramateriale til en film. Efterskriftet giver en ekstra dimension til novellerne og processerne omkring tilblivelsen. Og fungerer samtidigt til at be- og afkræfte nogle af de antagelser man får omkring tankerne bag værket

At læse Frygtfilerne II er mindst lige så frydefuldt ubehageligt som at læse den første og prisbelønnede Frygtfilerne I. Bogen er en velskrevet pageturner, hvor forfatteren ikke er bange for at trække referencer til den virkelige verden. Råbe højt om vestens forkvaklede livssyn, tage pis på både forfatterundergrunden og næsten navngivne anmeldere.

Uanset om man væmmes, frydes eller frastødes er en ting i hvert fald sikker – når hr. Wilmann skriver føltes det aldrig ligegyldigt!

Er du nysgerrig kan du læse lidt om de enkelte noveller på forfatterens hjemmeside – hvis du altså tør!

Jonas Wilmann, Frygtfilerne II, 201 sider, Forlaget Kaos, 2014.