Om det er norske Anne Holt, der bærer titlen “Nordens krimidronning” eller det er en af hendes svenske kolleger, ved jeg egentlig ikke. Men tillad mig at antage at der er Fru Holt og tillad mig derefter, som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, at råbe at hun jo ikke har noget tøj på. Eller rettere sagt, at hendes roman “Madam President” er noget af det mest elendige jeg længe har læst.

Plottet er at den nyvalgte kvindelige(!) amerikanske præsidents første udlandsrejse går til Oslo – allerede der hopper kæden af 🙂 Efter at have overnattet på sit værelse på et hotel i Oslo er hun næste dag pist borte. Anne Holts gennemgående politikvinde (som jeg lykkeligt har glemt navnet på) bliver naturligvis blandet ind i sagen sammen med en række andre meget stereotype personer. Allerede cirka 30 sider før målstregen kender vi skurken, uden at vi dog på noget tidspunkt får præsenteret et troværdigt motiv.

Helt ærligt. Hvor tyndt har det lov at være? Man kan sige meget om eksempelvis Dan Brown, men her er der da i det mindste spænding til det sidste. Jeg kan se på Gyldendals hjemmeside at diverse anmeldere roser netop plottet til skyerne. Jeg må bare sige Vorherre bevares. Det når hverken Dan Brown, Jan Giullou eller Tom Clancy til sokkeholderne.

Til Anne Holt-elskere skal jeg skynde mig at sige, at det muligvis kan være mig der er noget galt med. For det er således aldrig lykkedes mig at læse en Leif Davidsen-roman til ende, da jeg også her er ved at brække mig over dårligt plot, stereotyper og dårligt sprog. Og er der ikke noget med at de kloge i kultur-parnasset har udråbt ham til Nordens eller i det mindste Danmarks krimikonge. Men Holt og Davidsens hæder kan selvfølgelig tolkes som mangel af bedre 🙂

Anne Holt: Madam President, Gyldendal, alt for mange sider (men ikke nær så mange som Stieg Larssons langgabere), 2007.